Lyt til artiklen
Erik Sviatchenko var i den forgangne sommer tæt på at skifte fra FC Midtjylland. FC København bød på forsvarsspilleren, men buddet blev afvist. Nu har Sviatchenko i stedet skrevet under på en ny kontrakt, der binder ham til klubben, som i øjeblikket er en suveræn nummer et i Superligaen, frem til sommeren 2017.

Det er tilsyneladende ejerskiftet og det nye ambitiøse setup, hvor englænderen Matthew Benham har investeret i FCM, mens Rasmus Ankersen er blevet indsat som ny bestyrelsesformand, der har overbevist Sviatchenko om at blive i Midtjylland.

- Det bliver nogen steder tolket som om, at Erik har foretaget en kovending. Det billede kan vi ikke genkende. Vi har haft en dialog omkring kontrakten med FCM siden sidste efterår. Den dialog har vi bare været nødt til at stille i bero i flere omgange på grund af FCMs økonomi. Det er ikke nogen hemmelighed, at indtil Matthew Benham kom til, var FCMs økonomi udfodret. Plus at der i sommerens løb har været en konkret henvendelse, som både FCM og Erik skulle tage stilling til, siger spillerens agent Allan Bak Nielsen.

- Efter at FCMs ejerforhold ændrede sig, så har vi den sidste halvanden måneds tid haft en fornyet god dialog, som nu er endt med en logisk kontraktforlængelse for Erik. Med kontraktforlængelsen er der lagt en køreplan for Eriks fremtid i klubben, siger agenten.

Den 22-årige forsvarsspiller har haft en ankelskade, og han arbejder på at komme tilbage til den form, som han havde inden skadespausen. Et niveau, som han håber på at nå efter landsholdspausen i oktober.

- Så har jeg haft et fint forløb svarende til de andres opstart. Der vil jeg gerne være på mit topniveau rent fysisk og mentalt. Lige nu er vores trup stærk, og det er kun dejligt, at mange tager ejerskab i de her uger, hvor vi vinder mange kampe.

- Når jeg kommer tættere på min bedste udgave, så synes jeg også, jeg begynder at være kandidat til at spille. Den bedste udgave kommer selvfølgelig også, når jeg spiller i Superligaen. Vi har en klar plan om, at når jeg inden længe er på niveau, så skal jeg ind og konkurrere med de andre. Hver dag og uge går det fremad, siger Sviatchenko til fcm.dk.