Randers FC opsiger samarbejdet med træner Ricardo Moniz. Samtidig opsiger Michael Gravgaard sin stilling som sportslig og kommerciel direktør, meddeler klubben.

»Det er en bestyrelsesbeslutning, og den kommer, fordi der er forskellige opfattelser af spille- og ledelsesstil. Vi tror ikke, Ricardo Moniz er cheftræneren, der kan føre Randers FC til overlevelse i Superligaen. Vi må desværre erkende, at Randers FC og Ricardo efter vores mening ikke er et godt match. Vi vil gerne takke ham for hans indsats og ønsker ham alt det bedste fremover,« lyder det fra bestyrelsesformand Per Hastrup.

»Jeg blev orienteret om bestyrelsens beslutning vedrørende opsigelsen af Ricardo, og den har jeg taget til efterretning. Jeg er virkelig ked af, at Randers FC igen skal ud at finde ny cheftræner, men jeg ved, beslutningen er taget med stor omhu og omtanke. Jeg har med baggrund i den beslutning også taget min egen rolle op til overvejelse og har meddelt bestyrelsen, at klubben skal finde en anden sportslig og kommerciel ansvarlig,« siger Michael Gravgaard og forsætter:

LÆS OGSÅ: 0-4 og et job mindre i Randers: 'Ja, vi er i kæmpe krise'

»Byen og adressen her betyder meget for mig, og det vil den altid gøre, og derfor skal ingen betvivle min vilje til at ville det bedste for Randers FC - også i min opsigelsesperiode. Det har ikke været nogen nem beslutning, og jeg vil gøre mit allerbedste for at afslutte mine opgaver på bedst mulig vis. Jeg vil gerne takke bestyrelsen for den tillid, der både er og har været mig givet. Jeg håber, jeg kan aflevere det sportslige i en bedre forfatning, og jeg synes, der er lys for enden af tunnelen i en svær tid for Randers FC.«

Michael Gravgaard fortsætter indtil videre som kommerciel og sportslig ansvarlig i klubben.

»Der er stadig nogle dage tilbage af dette transfervindue, og vi har fuld tillid til, at Michael gør sit bedste for Randers FC, uagtet at vi i nærmeste fremtid skal reorganisere vores setup. Vi vil sammen med Michael finde ud af, hvornår tidspunktet er rigtigt i forhold til de opgaver, der er presserende, hvorefter Michael kan træde tilbage som sportslig og kommerciel direktør for Randers FC,« fortæller bestyrelsesformand Per Hastrup.

Ricardo Moniz tiltrådte i oktober, efter at Randers FC havde fyret Olafur Kristjansson som cheftræner.

LÆS OGSÅ: Sådan vil Moniz få Randers FC væk fra Superliga-bunden: Det bliver hårdt arbejde

Resultaterne er i mellemtiden blevet lidt bedre, men klubben overvintrer på sidstepladsen i Superligaen.