Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Kæledægger, darlings og himmelstormere. Kært barn har mange navne, og de fleste er positive for Silkeborg, der ikke kun på Silkeborg-søerne kan gå på vandet.

»Det kan vi altså ikke – vi har prøvet,« påpeger cheftræner Kent Nielsen med et smil.

Men der er noget om det.

»Alle elsker Silkeborg,« blev der råbt til SIF-legenden Morten Bruun på tilskuerpladserne fra en konkurrent, inden oprykkerne leverede 90 minutters strålende reklame for Superligaen og baskede AaB af bronzepinden med en 4-2-sejr mandag.

Også modstanderne er benovede over den sensationelle sæson.

»Jeg er ærgerlig, men Silkeborg er virkelig dygtige, det skal de have. De spiller god fodbold,« sagde AaBs dobbelte målscorer, Louka Prip, efter nederlaget til sin direkte konkurrent i medaljeræset.

Nicolai Vallys er en af de Silkeborg-profiler Fodbold-Danmark har fået øjnene op for.
Nicolai Vallys er en af de Silkeborg-profiler Fodbold-Danmark har fået øjnene op for. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

»Selvfølgelig har vi også bemærket det,« siger Kent Nielsen selv efter den femte sejr i træk.

Og i stedet for kliché med 'fokus' og 'en kamp ad gangen' vedkender træneren, der ellers ofte kan høres på stadion for sine udbrud og himmelvendte øjne, at oprykkerne har lagt mærke til rosen.

»Mange vil gerne anerkende den måde, vi spiller på og vinder på. Det er jo det, der er kunsten med al den anerkendelse. At vi får lagt den det rigtige sted, så det ikke bliver en sovepude,« siger EM-guldvinderen, inden han hurtigt tilføjer:

»Selvom jeg til enhver tid stadig vil foretrække, at vi lå nummer et og ikke nummer tre.«

Men du kører vel også selv gladere hjem fra arbejde lige nu?

»Absolut. Jeg er rigtig glad for at vinde. Sejre giver også overskud til at kigge videre på den næste kamp,« slutter Kent Nielsen, der derfor glæder sig over at glæde sig til allerede på fredag at møde Randers.

Mandag var det dog AaB, han og Silkeborg distancerede i bronzekampen. Det er AaBs mulighed for at nappe metal for første gang siden 2014, hvor de vandt The Double.

Træner dengang? Kent Nielsen.

Også dengang var både eksperter og neutrale fans benovede over det unge hold af lokale talenter og spillere fra næstbedste rækker, der tog røven på de etablerede topklubber.

Og selvom det varmer Kent Nielsen, at han også høster ros, så sender han det én vej: ud på banen.

»Det er altså fodboldspillerne, der vinder fodboldkampene. Jeg har det også sådan, at det ofte er spillerne, der er årsagen til, at man taber. Men jeg er jo old school, så der er det altid trænerens ansvar,« slutter Silkeborg-træneren.

Andre læser også