Der var dømt venstrebensbonanza i bronzeduellen på Jysk Park i Silkeborg, da hjemmeholdet tog imod AaB i ‘returopgøret’.

Troede nordjyderne, der inden kampen lå treer, at de skulle distancere de højtflyvende oprykkere, blev de skuffede. Trods strømafbrydelse på stadion chokstartede silkeborggenserne med 1-0 efter mindre end et minut.

Siden fulgte en underholdende halvleg, hvor angriberne var væsentligt bedre end forsvarerne og AaBs Louka Prip to gange udlignede flotte flugtere fra Lukas Engel.

I anden halvleg fik andre lov at komme til, da AaB-defensiven fortsat var hullet som en si. Først scorede Nicolai Vallys og siden Tobias Salquist, og så endte det 4-2 til hjemmeholdet, der dermed passerede AaB på bronzepladsen.

Her kan du læse B.T.s dom over Silkeborg-AaB:

Hvor mange talentspejdere i Superligaen har øje på Skovshoved? Kent Nielsen, der næsten ser lige så mange kampe live som den tidligere Silkeborg-træner Viggo Jensen, kan finde både uslebne (Vallys) og rustne (Helenius) diamanter og få dem til at shine. Mandag var det den tidligere Skovshoved-spiller og Superliga-assistkonge Nicolai Vallys, der brillerede på kunstgræsset.

Karakter: 5

Der var flere ‘afvisninger’ blandt spillerne på banen mandag, end facere får på landets gågader. En af de afviste, Anders Hagelskjær, var endda vejet og fundet for let i Silkeborg inden skiftet til AaB, hvor han hurtigt lignede et røverkøb. Han har haft det sværere i foråret, og det lignede et lavpunkt i Søhøjlandet for ‘Diagonagelskjær’, der lignede et nervevrag og var tæt på et selvmål i første halvleg, hvor han også blev tørret med en tunnel.

Karakter: 1

Silkeborg 4-3-3:

Nicolai Larsen 3
Rasmus Carstensen 3
Tobias Salquist 4
Joel Felix 4
Lukas Engel 5 (UD: 90.)
Anders Klynge 4 (UD: 78.)
Mark Brink 5 (UD: 87.)
Robert Gojani 5 (UD: 87.)
Nicolai Vallys 5 (UD: 78.)
Nicklas Helenius 3
Sebastian Jørgensen 3
Snit: 3,6

---

Stefan Thordarson UB (IND: 78.)
Mads Kaalund UB (IND: 78.)
Søren Tengstedt UB (IND: 87.)
Pelle Mattsson UB (IND: 87.)
Oliver Sonne UB (IND: 90.)

AaB 4-2-3-1:

Jacob Rinne 3
Kristoffer Pallesen 2 (UD: 74.)
Daniel Granli 2
Anders Hagelskjær 1
Gudmundur Thórarinsson 2
Iver Fossum 3
Malthe Højholt 2 (UD: 74.)
Louka Prip 4
Lucas Andersen 3 (UD: 87.)
Kasper Kusk 3 (UD: 56.)
Milan Makaric 4 (UD: 56.)
Snit: 2,6

---

Kasper Høgh 2 (IND: 56.)
Oliver Ross  3 (IND: 56.)
Magnus Christensen UB (IND: 74.)
Casper Gedsted UB (IND: 74.)
Anosike Emanta UB (UD: 87.)

Der findes unge mennesker, der, når de hører ‘FourFiveSeconds’, brokker sig over, hvorfor Kanye West og Rihanna skal have en 'ukendt' som Paul McCartney med. Der findes også unge mennesker, som ikke ved, VHS er et videoformat. Men fortsætter Silkeborgs angrebstrio deres himmelstorm, så kan alle dem, der fejrer Blå Mandag, være ligeglade – VHS er en silkeborgensisk bronzedrøm!

Velkommen til 2022, hvor vi er mere afhængige af strøm end vand og ilt. Inden kampen gik strømmen, og det forsinkede bronzeopgøret. Og var der nu hul igennem til VAR-vognen? Det spørgsmål stillede Amish-publikummet sig selv efter mindre end et et minut, da Lukas Engel slaskede Mark Brinks indlæg i nettet. Det var der så … uden AaB havde rørt bolden endnu. Deres stænger skulle åbenbart også genstartes.

Varme Vallys har varslet, at han får sig en AaB-frisure, hvis Silkeborg 'stjæler' tredjepladsen fra nordjyderne. Den legendariske manke af lyse reflekser og strithår, som Thomas Augustinussen, den tidligere SIFer Kasper Risgaard og nuværende AaB-assistent Rasmus Würtz spottede i 00erne. Det kunne godt lugte af en tur til Frisør Lassen & Eriksen.