Det var Martin Braithwaites præstation mod AGF, der endeligt overbeviste Toulouse om at lægge 15 millioner kroner for den danske landsholdsspiller.

Den 22-årige offensivspiller Martin Braithwaite er én af hjørnestenene på det eksplosive Esbjerg-mandskab, der har åbnet Superligaen fornemt med tre sejre ud af fire mulige.

Tidligere onsdag kunne DR.dk fortælle, at den franske klub Toulouse har lagt 15 millioner kroner for Martin Braithwaite, og kilder i Esbjerg melder om en hektisk weekend i det vestjyske.

Toulouses sportsdirektør Ali Rachedi var på plads på Blue Water Arena, da Martin Braithwaite lørdag både scorede og lagde op til mål i Esbjergs storsejr på 5-1 over AGF.

Det var Braithwaites præstation, der endeligt overbeviste Rachedi og Toulouse, som har fulgt spilleren siden sidste sæson, om, at danskeren er de to millioner euro værd.

Det gør Martin Braithwaite til klubbens dyreste salg nogensinde foran Njogu Demba-Nyren og Tommy Bechmann, der skiftede til henholdsvis SK Brann og Bochum.

Forhandlingerne tog fart i løbet af lørdagen, og søndag kunne Esbjerg fortælle Martin Braithwaite om, at klubben havde accepteret et bud fra Toulouse.

Danskeren med de caribiske aner kunne derfor rejse med landsholdet til Polen med visheden om, at et fransk klubskifte lurer lige om hjørnet.

Esbjerg forsøger at holde på Martin Braithwaite, indtil klubbens playoff-kampe til Europa League mod franske Saint Ètienne er overstået. Disse kampe spilles den 22. og 29. august, og vestjydernes plan er, at Martin Braithwaite umiddelbart derefter tiltræder i Toulouse. Men det er endnu uafklaret, om Esbjerg får deres vilje. 

Martin Braithwaite kan kalde sig den tredje dansker, der tørner ud i Toulouses lilla trøje. Ronnie Ekelund og nyligst Søren Larsen er de to øvrige danskere, der tidligere har repræsenteret Toulouse, hvor Braithwaite får navnkundige Alain Casanova som træner.

Den franske klub intensiverede interessen for Braithwaite i slutningen af sidste sæson, hvor Esbjerg-spilleren i forårets sidste otte kampe brillerede med seks mål og fem assists. Denne sæson er indledt med tre mål og tre målgivende afleveringer i sæsonens første fire kampe.

Toulouse fik en skidt start på den franske Ligue 1 med et 0-3-nederlag mod Valenciennes og er næstsidst i ligaen efter én spillerunde.