SAS Liga: FC Midtjylland - AaB 2-1 (0-0) FC Midtjylland sikrede sig torsdag aften sølvmedaljerne i årets SAS Liga, da holdet hjemme i en underholdende kamp vandt 2-1 over AaB. En ganske glimrende første halvleg sluttede uden mål, men straks fra starten af anden halvleg blev der lejlighed for nettene til at blafre.

AaB kom foran efter to minutters spil på et glimrende frisparks-skud fra ligaens topscorer, Rade Prica, der sendte bolden ind i målets højre side uden chance for Martin Raska i FC Midtjyllands mål.

Der gik dog kun seks minutter, førend FC Midtjylland kunne kvittere. Simon Poulsen brød igennem i venstresiden, sendte bolden ind til Frank Kristensen, der tog et træk og med et udmærket, fladt skud passerede AaBs målmand, Jimmy Nielsen.

Og med små tyve minutter tilbage af kampen kom FCM så i spidsen. Dennis Sørensen løb med bolden over tyve meter og passerede både oppasseren Michael Jakobsen og Jimmy Nielsen med et virkelig flot lob.

Dermed er FC Midtjylland sikre på sølvmedaljer inden sidste spillerunde, da AaB nu er fem point efter de midtjyske ulve, og det er OB også, da fynboerne hjemme tabte 2-3 til Viborg - et resultat, der samtidig sendte Vejle ned i 1. division.

Sølvmedaljerne betyder samtidig, at FC Midtjylland sikrer sig en plads i kvalifikationen til UEFA Cup'en. OB skal også i kvalifikation til UEFA Cup'en p.g.a. finalepladsen (og sejren) i pokalturneringen. FCK har vundet mesterskabet og skal i kvalifikation til Champions League.