Der venter en stor opgave forude som generalsekretær, erkender den tidligere tv-chef. - Der er et stort potentiale i DHF i forhold til, hvordan forbundet er blevet præsenteret udadtil. Der er et krakeleret image, som der skal rettes op på, og det bliver hårdt arbejde, sagde Morten Stig Christensen til TV2News ved pressemødet, hvor han blev præsenteret som ny generalsekretær i Dansk Håndbold Forbund.

Dermed erkender han også, at der er blevet begået en række fejl i den nære fortid. Men det vil han forsøge at rette op på.

- Det kan jeg bedst gennem resultater. Jeg vil arbejde for at samarbejdet mellem de forskellige interessenter bliver meget bedre, end det fungerer idag.

Den tidligere tv-chef sagde først ja efter at have overvejet job-tilbuddet grundigt.

- Den sidste uge eller 14 dage har jeg overvejet muligheden, og det er altså endt med, at jeg har fået det til at gå op i en højere enhed - også privat, siger den faren til fem børn.

Morten Stig Christensen tiltræder officielt i sit nye job 1. september, men han påbegynder arbejdet med at genoprette DHFs image øjeblikkeligt.