IF Sparta-løberen Heidi Jensen er færdig ved EM i München efter endnu en skuffende indsats. Den danske løber har haft en slem tendens til at kikse ved de store mesterskaber, og dagens indledende heat på 1500 meteren blev ikke den undtagelse, som cheflandstræner Lars Nielsen havde håbet på.
Heidi Jensen måtte nøjes med niendepladsen i tiden 4.16,01 minutter, der ligger milevidt fra hendes personligt bedste på 4.07,1 minutter, der blev sat tidligere i år. Danmarksmesteren valgte at ligge sig i front fra starten, og det viste sig at være en fejltagelse. Efter 1000 meter slap kræfterne op, Heidi Jensen gik i stå, og Rumæniens guldmedaljekandidat Gabriela Szabo kunne ubesværet hæve tempoet op og skille danskeren ud fra feltet.
/ritzau/
