Christian Olsen blev matchvinder for FC Midtjylland i 1-0-sejren over Viborg, som ikke kunne bruge den målfarlige fynbo. Indtil i onsdags havde meget få mennesker hørt om Christian Olsen. Men efter to SAS Liga-scoringer i to optrædener, er FC Midtjylland-angriberen nu for alvor kommet i fokus. I hvert fald hos de 4029 tilskuere, der sad på Viborg Stadion søndag eftermiddag.

Her blev den 22-årige fynbo nemlig matchvinder i FCM's 1-0-sejr på udebane over Viborg.

- Jeg går bare ind og gør det, jeg kan. Og det er at score mål, lød den beskedne kommentar fra matchvinderen.

Christian Olsens mål faldt i det 80. minut under stor dramatik. I en nærkamp blev to VIborg-spillere liggende, mens Simon Poulsen opsnappede bolden, driblede mod mål og spillede Christian Olsen fri, der resolut sendte bolden i maskerne med et fladt skud.

/ritzau/