Selvom julebryggen smager, som den plejer, bliver det alligevel en anderledes J-dag, end det plejer.

For imens barerne og diskotekerne gør klar med blå nissehuer og glitrende julelys, så stiger coronasmitten blandt befolkningen.

Det er en stigning, man er bevidst om hos Bargroup i Odense, men de afviser at udøve tiltag på egen hånd.

»Vi følger til hver en tid sundhedsmyndighedernes tiltag. Vi ved ikke nok om det hele til, at vi selv skal træffe beslutningerne,« siger Bjørn Hentze, der er partner i Bargroup, som driver Storms Pakhus og er med i adskillige barer og restauranter i Odense.

Spørgsmålet om tiltag på eget initiativ kommer, efter at en restaurant i København har indført coronapas.

Der er tale om baren og restauranten PS Bar & Grill, der har valgt at genindføre brugen af coronapas, på trods af at det ikke er et krav fra myndighederne.

»Det skal jeg ikke blande mig i. Hvis de føler, at det er det rigtige for dem, så skal de gøre det. Vi gør det, som myndighederne beder os om,« siger Bjørn Hentze.

Bjørn Hentze forklarer, at efter halvandet års nedlukning er enhver åben aften uden restriktioner en god aften.

Men J-dag er dog en af de begivenheder, der kan samle flest øltørstige gæster.

»Det er en af de største. Men om det er den største, det ved jeg ikke,« siger Bjørn Hentze.

Der er på nuværende tidspunkt ingen restriktioner, når man befinder sig på en bar, diskotek eller lignende.

Og torsdag blev det højeste antal smittede på et døgn registreret siden 30. december 2020.

Der blev registreret yderligere 2.598 coronasmittede i Danmark.

Traditionen tro vil der blive uddelt øl klokken 20.59. 
Traditionen tro vil der blive uddelt øl klokken 20.59. 
Vis mere

Hvis man vil undgå at blive en del af den stigende coronasmitte, har Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet, et par råd til byturen.

»Jeg vil ikke være den sure gamle mand, der siger, at man ikke skal gå i byen. Men man kan gå ud i byen og være bevidst om, at der er en virus i omløb. Bestemt hvis man ikke er vaccineret,« siger Hans Jørn Kolmos og fortsætter:

»Man kan fejre det hele under lidt dæmpede former. Måske skal man lige tage en ekstra sweater på og opholde sig udenfor, hvis det er muligt. Udendørssmitte sker stort set ikke.«

Hans Jørn Kolmos fortæller, at vi skal huske de festlige stunder i Østrig, der bragte smitten til Danmark.

»Hvis man husker tilbage på de første smittetilfælde, så kom de hjem fra nogle skisportssteder i Østrig, hvor der blev slået løs med fest og ballade. Det er et scenario, som skabte den store smitte,« siger professoren og fortsætter:

»Man skal ikke råbe og synge tæt sammen, og gøre det hele mere voldsomt, end det behøver at være. Vi skal undgå de fejl, der skete i Østrig.«

I skrivende stund er Odenses incidenstal over de seneste syv dage på 165,3.

Der er tale om 340 tilfælde med coronavirus i Odense, og Hans Jørn Kolmos frygter, at det tal vil stige, hvis folk ikke er påpasselige.

»Så kan vi se ind i, at der sker en betydelig smittespredning vinteren over. Bestemt blandt de unge mennesker, der ikke er vaccineret og stadig går i byen. Blandt de yngre er vaccinationsprocenten ikke så høj. Hvis man alligevel skal drikke øl, kunne man jo overveje, om man lige skulle vaccineres.«

Hans Jørn Kolsmos forklarer, at en kombination af mange mennesker tæt sammen, der synger og råber, er opskriften på smittespredning, hvis man ikke er vaccineret.

»Man kunne måske sige, at nu fejrer vi den i aften, og så i morgen eller i overmorgen bliver man vaccineret. Så er man godt klædt på til de kommende julefrokoster,« siger professoren.

Bjørn Hentze holder øje med udviklingen med en bekymret mine.

»Frygten er jo nok, hvis det bliver nødvendigt med tiltag, der indskærper vores forretning. Vi har været igennem halvandet år, hvor vi ikke er blevet fuldt kompenseret,« siger han og fortsætter:

»Jeg har under hele pandemien givet udtryk for, at man skal følge de nødvendige tiltag. Men frygten kan godt være, at julemånederne, der er en vigtig tid i restaurationsbranchen, kommer i fare. Omvendt skal man ikke male fanden på væggen. Jeg håber, at de eksperter, der sidder med det her, ikke tager unødvendige restriktioner i brug.«

Andre læser også