Med 30,1 klamydiatilfælde pr. 1.000 unge ligger Aarhus blandt de kommuner, som har flest smittede i aldersgruppen 15-29 år.
I Smilets By er der altså betydeligt flere klamydiatilfælde i forhold til hele landets gennemsnit, som er på 26,2 pr. 1.000 unge.
Smitten går i den helt forkerte retning generelt, så for at knække smittekurven vil man nu forsøge at forebygge kønssygdomme med hjemmetest.
Danske Regioner har i samarbejde med Sex & Samfund taget initiativ til at etablere et gratis tilbud i regionerne om hjemmetest for klamydia og gonorré for unge i alderen 15-29 år.
Hospitalsudvalget i Region Midtjylland behandler forslaget mandag, hvor det er indstillet til godkendelse.
Det betyder formentlig, at aarhusianerne og andre unge i Region Midtjylland inden længe kan droppe de pinlige og besværlige besøg hos lægen og i stedet nøjes med at bestille en test på nettet.
Tilbuddet fungerer således, at den unge bestiller testen på en hjemmeside og tester sig selv derhjemme – lidt som man kender det fra en covid-19 selvtest.
Målet er at få flere smittede hurtigere i behandling, så færre vil opleve alvorlige konsekvenser af klamydia og gonorré, heriblandt infertilitet.
Et lignende tilbud er allerede etableret i Region Hovedstaden i samarbejde med Sex & Samfund og flere kommuner.
Udgiften for Region Midtjylland forventes at ligge på cirka 2,2 millioner kroner i alt for perioden 2022-2025 og vil indgå i prioriteringen i forbindelse med budgetlægningen for 2023, fremgår det af Region Midtjyllands hjemmeside.