Fregatten Jylland i Ebeltoft er villig til at sælge et unikt 110 år gammel fyrskib af træ til foreningen Living Boats Aarhus.

Det fortæller foreningens formand Jørgen Grønkjær, der er meget tilreds med den tilbudte købspris på én krone på Skagen Rev Fyrskib.

»Tanken om at have et fyrskib som omdrejningspunkt og lyspunkt for et nyt, mangfoldigt, folkelidt og maritimt liv er helt fantastisk. Jeg er selv bidt af fyrtårne, og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at den dag vi, kan tænde skibets lanterne, kan der ske noget unikt – og meget tiltrængt – ved de indre havnebassiner i Aarhus,« siger han til B.T. Aarhus, ligesom TV 2 Østjylland også har skrevet om købsplanerne.

Jørgen Grønkjær – og de nuværende 450 medlemmer af Living Boats Aarhus – er fyr og flamme efter at få fyrskibet til Aarhus.

»Lige nu ligner havnen ved Pier 2 i det indre havnebassin mest af alt en forladt russisk tørhavn fyldt med beton, død for liv. Der findes ikke ét eneste maritimt vartegn for havnen, og det er jo sørgeligt for en havneby som Aarhus. Vi drømmer om at skabe liv i området med en masse kultur- og husbåde inspireret af miljøen i Christianshavn og Amsterdam. Det hele skal jo ikke bare være højhuse,« siger han.

Fyret på fyrskibet, der måske kommer til Aarhus Havn.
Fyret på fyrskibet, der måske kommer til Aarhus Havn.
Vis mere

Det 350 ton tunge skib har ligget i Ebeltoft Havn siden 1990erne og trænger mildt sagt til en kærlig hånd. Jørgen Grønkjær vurderer, at det kommer til at koste ti millioner kroner at total-restaurere skibet og bugsere det fra Ebeltoft til Aarhus. Penge, som han regner med at kunne skaffe via diverse fonde og sponsorer.

»De seneste otte år har skibet været i voldsomt forfald. Det er stadig flydende, men det her er sidste udkald for at redde skibet, og det er jeg ikke i tvivl om, at vi kan rejse midlerne til,« siger han.

Her er Jørn Grønkjær foran fyrskibet i Ebeltoft, som han har forelsket sig hovedkulds i.
Her er Jørn Grønkjær foran fyrskibet i Ebeltoft, som han har forelsket sig hovedkulds i.
Vis mere

Købsaftalen på skibet er endnu ikke underskrevet. Aarhus Kommune har heller ikke på forhånd godkendt planerne.

»Det skal ikke starte med Aarhus Kommune. Det skal starte med, at vi kommer sejlende med skibet som en gave til Aarhus. For vi vil give havnen tilbage til aarhusianerne,« siger Jørgen Grønkjær.