Da Sihaam som ni-årig blev taget ud af den danske folkeskole, vidste hun ikke, at hun var på vej i genopdragelseslejr i Somalia.
Med ét var en hverdag med dansk, tysk og billedkunst erstattet med koranlæsning, arabisk og somalisk - og ikke mindst vold.
»Jeg føler et helt enormt svigt,« siger hun til B.T.
Og ikke kun for hende selv, men også det danske samfund, som hun mener, rejserne udgør en stor trussel for.
For hun er ikke den eneste, der som barn har oplevet at blive revet ud af de trygge danske rammer for at blive sendt til et fremmed land i islamisk genopdragelseslejr.
Har du selv været sendt på en genopdragelsesrejse? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv direkte til journalisten på emsh@bt.dk
I Aarhus Kommune kører en sag i skrivende stund, hvor en kvinde sagasøger kommunen og Udenrigsministeriet for ikke at have gjort nok for at forhindre hendes genopdragelsesrejse.
En sag, der på papiret ligner Sihaams utrolig meget.
»Jeg har selv familiemedlemmer, der har været på genopdragelsesrejser for ganske nylig også. Der er et kæmpe mørketal omkring genopdragelsesrejser,« siger hun, som en dansk forsker også tidligere har bakket op.
På koranskolen blev man slået
Sporene fra rejsen sidder stadig i Sihaam mange år efter. Og da hun vendte hjem i 2014 efter et år og en måned i Somalia, var hun også en anden, end før hun tog afsted.
»Det tog mig tre år efter min mislykkede radikalisering, før jeg kunne tillade mig at trække vejret og indse, at jeg er i Danmark, og at jeg ikke skal tilbage,« siger hun.
»Men her 11 år senere sidder det stadig i mig, fordi man jo er enormt skræmt over det, man har været udsat for.«
På koranskolen i Somalia blev Sihaam også udsat for ting, som hun ikke mener, burde være mulige i et moderne samfund, og som hun tidligere også har fortalt til flere medier, herunder Berlingske.
»Man lyver jo for børn og fortæller, at de skal på ferie, men i stedet fastholder man dem i et virkelig usundt miljø i flere måneder og år,« siger hun.
Dertil kommer den vold, som hun oplevede i Somalia.
Hun fortæller, at eleverne i koranskolen i Somalia ville blive slået af imamen, hvis man ikke kunne de passager i Koranen, man havde fået for som lektier.
Da Sihaams hukommelse var god, var det sjældent, at slagene gik udover hende. Men frygten for det har alligevel sat sig så dybt i Sihaam, at hun i dag lider af PTSD, som B.T. har set dokumentation for.
Et enormt svigt af danske myndigheder
Hvordan det kunne lade sig gøre, at hun blev taget ud af skolesystemet og sendt i koranskole, er en af de ting, som Sihaam kalder et enormt svigt fra de danske myndigheder.
»Jeg kan slet ikke forstå, at der ikke var nogen, der stillede spørgsmålstegn ved, at min mor ville trække mig et år ud af skolen,« siger hun.
Udlændingestyrelsen gav dengang Sihaams mor rejsetilladelse til at tage datteren med sig til Somalia, og skolen gjorde heller ikke oprør, da de hørte, at hun skulle på en et-årig rejse til hjemlandet.
Ville det ikke have været et stort indgreb i din mors frihedsrettigheder, hvis myndighederne gik ind og dikterede, hvorvidt hun måtte rejse til sit hjemland med sit eget barn?
»Nej, for helt grundlæggende mener jeg ikke, at man har noget at skulle gøre i et land, son man er flygtet fra, og som man fortsat mener er for ustabilt til at kunne rejse tilbage til. Alarmklokkerne burde ringe fuldstændig,« siger Sihaam og fortsætter:
»Og hvis det er en risiko for Danmark og et barns velvære at rejse til det land, så mener jeg, at man har pligt til at gribe ind.«
Hvorfor det alligevel ikke sker, handler ifølge Sihaam i høj grad om berøringsangst.
Det kan du læse mere om på B.T. snart.