Seks dage efter de mystiske rystelser på Bornholm sidder oplevelsen stadig i kroppen på lystfiskeren Christian Lydom.

»Jeg ved ikke, om det er psykosomatisk, men jeg synes stadig, at min hørelse er lidt påvirket. Der er lidt på ørerne,« fortæller han B.T. fredag formiddag.

Hans båd lå i Østersøen ud for svenske Simrishamn, cirka 40 kilometer nord/nordøst for Bornholm, da han oplevede det fænomen, der har sat Bornholm på den anden ende.

»Jeg oplevede det som en rytmisk vibration. Som dunk på enorm lang afstand,« fortæller han.

På billedet kan man se Christian Lydoms position, da han oplevede de mystiske vibrationer i lørdags.
På billedet kan man se Christian Lydoms position, da han oplevede de mystiske vibrationer i lørdags.
Vis mere

»Jeg forstod intet af, hvad der skete. Men jeg fik trykken for ørerne og blev svimmel. Det ville dog være at overdrive at sige, at jeg fik det dårligt,« fortæller han.

Han forsøgte straks at se, hvad der forårsagede fænomenet.

»Det var intet at se. Blot blå himmel. Ingen fly. Ingen jetstriber.«

Han tjekkede også sit ekkolod for at se, om det var forårsaget af en ubåd, men heller ikke der var der noget at se.

Christian Lydom tog et billede af sit ekkolod, da han oplevede den mystiske hændelse.
Christian Lydom tog et billede af sit ekkolod, da han oplevede den mystiske hændelse. Foto: Privatfoto: Christian Lydom
Vis mere

Den første vibration oplevede han omkring 14.30.

»Jeg ved det ret præcis, da jeg talte i telefon med min mor klokken 14.33,« fortæller han.

»Her fortalte jeg selvfølgelig om oplevelsen, og at jeg var fuldstændig rystet.«

Christian Lydom er langt fra den eneste, der på egen krop mærkede vibrationerne.

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (Geus) er blevet kontaktet af 60 borgere fra Bornholm.

Geus er blevet kontaktet af 60 borgere fra Bornholm i forbindelse med de mystiske rystelser lørdag den 13.maj. På billedet ses Rønne.
Geus er blevet kontaktet af 60 borgere fra Bornholm i forbindelse med de mystiske rystelser lørdag den 13.maj. På billedet ses Rønne. Foto: Patrick Pleul/DPA/Scanpx
Vis mere

De har i tidsrummet 15.00 til 16.00 oplevet dyb rumlen, trykken for ørerne og det har rystet og klirret, fortalte lektor ved Geus Trine Dahl-Jensen til Ritzau.

Også Bornholms Politi fik adskillige henvendelser. De begyndte at tikke ind fra klokken 15.25 og frem. Altså næsten en time efter at Christian Lydom første gang oplevede trykbølgen.

Han valgte efterfølgende at blive en time ude på vandet, og oplevede fænomenet en fire-fem gange. Klokken 15.30 besluttede han sig for at sejle ind.

»Det var lidt for underligt og ubehageligt,« fortæller han.

Efterfølgende har han brugt meget tid på at undersøge fænomenet.

»Jeg har ledt med lys og lygte, da det var en mærkelig oplevelse. Man bliver nysgerrig,« siger han.

Der har dog ikke været meget hjælp fra officielt hold.

Geus vurderer, at fænomenet skyldes 'trykbølger fra en hændelse i atmosfæren'.

»Den 14. maj om morgenen konstaterer seismologer i Geus efter grundige undersøgelser af registreringerne, at de registrerede rystelser på Bornholm ikke skyldes jordskælv, men højst sandsynligt akustiske trykbølger fra en eller flere hændelser et sted i atmosfæren,« skriver Geus i en pressemeddelelse:

»Akustiske bølger i atmosfæren ligger uden for Geus arbejdsområde, og det er derfor ikke muligt for Geus’ seismologer at spekulere i, hvad der har produceret de kraftige trykbølger.«

Christian Lydom vil meget gerne tale med andre, som også oplevede hændelsen i lørdags.