Da liget af en uidentificeret kvinde blev fundet på en mark i Thy den 22. januar i år, udløste det en strøm af henvendelser om blandt andet hendes identitet. 

Ingen af dem har dog ført til opklaring af hendes identitet, og derfor offentliggør Midt- og Vestjyllands Politi nu flere oplysninger. Det skriver de i en pressemeddelelse mandag. 

Fra politikredsen lyder det, at den afdøde kvinde ikke havde nogen tænder i munden, da hun blev fundet og havde medbragt et gebis i lommen. 

De oplyser desuden, at hun har et operationsar i hovedbunden.

Politiet deler oplysningerne, selvom der er grænser for, hvad de må dele om den afdøde, forklarer politikommissær hos Thisted Lokalpoliti, Henrik Jensen. 

»Vi har vurderet, at vi – med henblik på identifikation af kvinden – godt kan give disse oplysninger til offentligheden,« siger han i pressemeddelelsen. 

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at der ikke er noget, der tyder på, at den afdøde kvinde har været udsat for en forbrydelse.

Ingen af oplysningerne har indtil videre bragt politiet tættere på opklaring af kvindens identitet. 

Midt- og Vestjyllands Politi hører derfor gerne fra dig på telefonnummer 114, hvis du har en idé om, hvem kvinden kan være.