Står du og har udsigt til en begivenhedsløs søndag, har Røde Kors en bøn til dig.

I en pressemeddelelse melder den velgørende organisation ud, at de akut mangler villige folk til at gribe samlebøssen nu på søndag 6. oktober.

Røde Kors mangler akut 1.000 indsamlere til indsamlingen, der går til bl.a. hjemløse i Danmark og nødhjælpsarbejde i det katastroferamte Yemen. 1.000 færre indsamlere vil beløbe sig på en mio. kr. færre til velgørende formål.

Den kraftige opfordring bringer Røde Kors på deres hjemmeside.

Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, fortæller, at den danske befolkning er rigtig gode til at melde sig til indsamlingen, men at konkurrencen på området er hård.

»Der er blevet så kæmpe meget rift om at få indsamlere. Der er næsten to indsamlinger om måneden. Der er rigtig mange indsamlinger at vælge mellem, og der er rigtig mange, der gerne vil have folk til at gå en tur,« siger han:

»Hver indsamler samler omkring 1.000 kroner ind, og for hver indsamler, vi mangler, kommer der 1.000 kroner mindre til hjælp.«

Ifølge Anders Ladekarl er der flere end nogensinde før, som melder sig som indsamler, og organisationen har allerede mønstret mellem 12 og 15.000 indsamlere på søndag.

At der alligevel mangler 1.000 indsamlere, vil dog såfremt, folk ikke melder sig, få konsekvenser, siger han:

»Det betyder, at vi får færre muligheder for at hjælpe en hjemløs, der er udskrevet fra hospitalet i Danmark, det betyder, at der måske er et barn mindre, der kan komme på sommerferie på en sommerlejr.«

Det er fortrinsvis i de store byer København, Aarhus, Aalborg og Odense, at der mangler indsamlere, fortæller Anders Ladekarl. Og det er ikke en ny udfordring, fortæller han:

»Det er desværre et problem, vi har haft før. Det er vigtigt at huske på, at det jo ikke er en indsamling til Røde Kors, det er en indsamling til alle de mennesker, der har akut brug for hjælp,« siger han.