Når Peter Kock går ud på sin terrasse i Roskilde og kigger henholdsvis til venstre og højre, bliver han mødt af to meget forskellige udsigter.

Til venstre kigger han ned ad Lindevej. En hyggelig, harmonisk villavej med parcelhuse, der er nærmest identiske i udseende og størrelse.

Til højre kigger han ud på Helligkorsvej. En større, trafikeret vej med etagebyggerier, der skyder op på hver side.

Peter Kocks murstensvilla fra 1936 er placeret på hjørnet mellem de to veje, men spørger man ham selv, vil han uden tvivl betragte sig selv som en del af villavejen.

Den 55-åriges hus er da også både i forhold til bolig og grund nærmest identisk med alle naboerne på Lindevej.

Vurderingsstyrelsen har netop udsendt nye ejendomsvurderinger til de danske boligejere, men for manges vedkommende er de helt ved siden af. Peter Kock ejer et hus i Roskilde og har fået en ekstraordinært høj grundværdi, fordi han i teorien har mulighed for at bygge en etageejendom på adressen. Til højre på billedet ser du Lindevej - til venstre en lille del af den etageejendom, der er nabo til Peter.
Vurderingsstyrelsen har netop udsendt nye ejendomsvurderinger til de danske boligejere, men for manges vedkommende er de helt ved siden af. Peter Kock ejer et hus i Roskilde og har fået en ekstraordinært høj grundværdi, fordi han i teorien har mulighed for at bygge en etageejendom på adressen. Til højre på billedet ser du Lindevej - til venstre en lille del af den etageejendom, der er nabo til Peter. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Derfor fik Peter Kock sig også noget af et chok, da han om aftenen 11. september gik ind for at tjekke sin nye, foreløbige ejendomsvurdering.

Hans ejendomsvurdering - altså husets og grundens estimerede, samlede værdi - var vurderet til 5.741.000 kroner.

Ganske passende, tænkte Peter Kock.

Men da han lod sit blik bevæge sig hen mod højre til grundværdien - altså grundens estimerede værdi uden bolig - lå den på 6.612.000 kroner.

»Det giver jo i sig selv ikke mening, at grundværdien er højere end ejendomsværdien, men det blev først for alvor frustrerende, da jeg kiggede nærmere ind i det,« fortæller Peter Kock.

Peter fandt nemlig hurtigt ud af, at alle naboerne på Lindevej - der altså bor længere væk fra den trafikerede vej - havde to til tre millioner kroner lavere grundværdier.

Og så fandt han ud af, hvorfor det er tilfældet.

For selvom Peters hus og grund er lig med de andre huse på villavejen, har han formelt set adresse på Helligkorsvej.

»Jeg har adresse på Helligkorsvej, og derfor står der i servitutterne, at jeg må bygge etageejendomme som mine naboer, der jo er deciderede lejlighedskomplekser. Men hvorfor i alverden skulle jeg bygge en tredje etage på mit hus? Og hvorfor skal jeg bøde for den mulighed?,« spørger Peter Kock.

Vurderingsstyrelsen har netop udsendt nye ejendomsvurderinger til de danske boligejere, men for manges vedkommende er de helt ved siden af. Peter Kock ejer et hus i Roskilde og har fået en ekstraordinært høj grundværdi, fordi han i teorien har mulighed for at bygge en etageejendom på adressen.  Her står han med sin kone.
Vurderingsstyrelsen har netop udsendt nye ejendomsvurderinger til de danske boligejere, men for manges vedkommende er de helt ved siden af. Peter Kock ejer et hus i Roskilde og har fået en ekstraordinært høj grundværdi, fordi han i teorien har mulighed for at bygge en etageejendom på adressen. Her står han med sin kone. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Problemet for Peter Kock er, at det ikke nødvendigvis er en fejl fra Vurderingsstyrelsens side.

I september kunne styrelsen nemlig forklare, at det ikke altid er en fejl, når grundværdien er større end ejendomsværdien.

Vurderingerne er nemlig skruet sådan sammen, at man kigger på »det fulde potentiale« af grunden. Med andre ord: Hvad kan og må man bygge på grunden?

»Det er sådan regelsættet er, og det er meget klart. Det er politisk bestemt, og det står direkte i loven,« sagde underdirektør for Ejendomsbeskatning og data i Vurderingsstyrelsen Claus F. Houmann tilbage i september om reglen.

Og hvis nu Peter Kock over natten dropper sit job som investeringskonsulent og i stedet jagter guldet som byggematador, kan han i teorien jævne sit hus med jorden og bygge en større etageejendom.

Men det er en »obskur og latterlig regel«, siger han.

»Det kan da ikke være rigtigt, at jeg skal have en flere millioner højere grundværdi end mine naboer med den samme grund, fordi jeg teoretisk set kan bygge noget, jeg aldrig ville gøre,« siger Peter Kock og uddyber:

»Det er jo ikke bare et tal det her. Hvis nu vi står og skal sælge, er vi jo langt værre stillet end personen på den anden side af vejen. Og det er til trods for, at vi endda har en larmende vej med i salget.«

Bekymringen i forhold til et eventuelt salg er dog én ting for Peter.

Noget andet - og endnu mere væsentligt - er den betydning, som vurderingen indtil videre har haft på ham.

»Man smider det her system ud, som om at det ingen betydning har. Den her grundværdi har bekymret mig meget den første måned, og man sætter jo en frygt i mange mennesker, når der så mange fejl,« siger han og fortsætter:

»Og så kommer der så en mulighed for, at man kan klage, hvis man står over for et salg. Det betyder jo så, at vi andre kan gå og bekymre os og måske være bange for, om det overhovedet bliver ændret. Om vi står med håret i postkassen, når vi skal sælge? Jeg synes, det er en skandale.«

B.T. har kontaktet Vurderingsstyrelsen, der oplyser, at man ikke kan kommentere konkrete vurderinger.

Læs mere om de udskældte ejendomsvurderinger på bt.dk/boligskandalen

Andre læser også