»Nu kan vi også høre trafikstøjen indenfor. Med lukkede døre og vinduer.«

Sådan lyder det fortvivlet fra Inge Jagd Sørensen, der bor 90 skridt fra motorvejen i Fraugde i det sydøstlige Odense.

Torsdag blev hastigheden hævet fra 110 til 130 km/t på motorvejsstrækningen ved hendes hus.

»Jeg troede faktisk ikke, at det ville være et problem, hvor vi bor. Men i morges da min mand stod op og lukkede hunden ud, så tænkte jeg: Hold da op en støj i dag,« fortæller Inge Jagd Sørensen.

Inge Jagd Sørensen og hendes mand Ole Sørensen har i et tidligere interview til B.T. fortalt, hvordan de lever med konstant støj, hver gang de åbner vinduer og døre.

Med den nye fartgrænse er larmen også rykket ind.

»Som jeg sidder her nu og har slukket TV’et, så kan jeg høre den der summen hele tiden. Det er ikke rart,« fortæller Inge Jagd Sørensen, der sidder i sin stue.

»Både byråd og trafikudvalget har lovet så meget. Men vi bliver gjort til grin gang på gang,« fastslår Inge Jagd Sørensenmed og fortsætter:

»Det er virkelig trist, at vi nu ikke kan lukke døre og vinduer og slippe for støjen. Det er jo ikke sundt.«