En mandlig tilskuer rullede øjne, da Anette Hasselströms datter, Lærke, nærmede sig indgangen til en forlystelse.
Hun havde ikke engang snoren synligt fremme – den lå i lommen – men hun tog den op for at vise den, da de nærmede sig.
»Så kan man bare tage sådan en frem, hver gang man skal noget eller hvad?« lød det spydigt.
Det blev sidste gang, Lærke brugte solsikkesnoren.
Hun er 15 år, har ADHD og ordblindhed – og oplevede i årevis, at snoren ikke førte til forståelse, men til blikke, kommentarer og mistro. Også fra voksne.
»Hun føler, hun udstiller sig selv med sådan en solsikkesnor. Og vi har fået kommentarer som: ’Den kan vi jo alle sammen få – hvorfor skal hun foran?’« fortæller hendes mor, Anette Hasselström.
Solsikkesnoren er et grønt bånd med gule blomster, som signalerer, at bæreren har et usynligt handicap.
Den giver ikke juridiske særrettigheder, men skal minde omgivelserne om, at der kan være behov for særlige hensyn i for eksempel lufthavne, butikker eller forlystelsesparker.
Men ifølge Anette virker solsikkesnoren sjældent efter hensigten i Danmark.
»Vi har eksempelvis prøvet den i Billund Lufthavn to gange. Der skete intet. Men i Kreta Lufthavn blev vi straks gelejdet forbi køen. Der tager man virkelig hensyn.«
De få gange, hvor de faktisk har fået forrang i en kø herhjemme, har det til gengæld givet bagslag.
Én episode står særligt tydeligt i hukommelsen: I Lalandia hjalp en livredder dem forbi en kø til rutsjebanen – og så faldt den hårde kommentar:
»Fy for satan,« udbrød en far, da han så dem gå forbi. »Vi har fandme stået og ventet!,« mindes Anette ordene.
Følelsen af at blive set ned på, er det, som gør allermest ondt, tilføjer hun.
Anettes datter har taget konsekvensen og bruger nu hverken snoren i tog, bus eller forlystelsesparker.
»Folk er alligevel fuldstændig ligeglade. Og hun føler, at hun udstiller sig selv, så det lettere at lade være.«
I stedet planlægger familien sig ud af det – eller bliver helt væk. De har flere gange valgt at droppe at tage i badeland eller forlystelsespark, fordi det ikke er værd at risikere et meltdown foran folk, der ikke forstår.
»Hvis hun får et meltdown i en kø, så kommer talen - måske endda bandeordene. Så kigger folk og tænker: ’Kan du ikke opdrage dit barn?’ Med snoren forstår de, at der er en diagnose, og giver måske lidt ekstra plads, så vi kan forlade køen eller lignende,« siger hun og tilføjer:
»Men den virker desværre ikke herhjemme - måske fordi den er blevet så udbredt herhjmme.«
Anette foreslår, at man i stedet sikrer, at snoren ikke kan udstedes til alt og alle i eksempelvis Bilka og på Apoteket, men derimod udstedes af lægen.
»Der behøver ikke stå på snoren, hvad diagnosen er. Men så har man et bevis på at det reelt, så folk ikke bare tænker: 'Det er noget, man lige hiver frem for at springe over'«
Men indtil da forbliver snoren hjemme i en skuffe.
