Da Lonnie Christiansen natten til onsdag gik i seng, var det under en stjerneklar – spansk – himmel. 

Derfor fik hun et chok, da alarmen gik på hendes telefon: En rød varsel om, at det ekstreme uvejr nu var på vej mod dem. 

»Det har jeg aldrig prøvet før, og jeg faldt nærmest ud af sengen. For 14 dage siden gik det udover Valencia-området, og selvom det ikke er det samme omfang her, så er det ekstremt og helt forfærdeligt,« siger hun. 

Lonnie Christiansen har boet i Benalmádena-området nær Málaga i 27 år, hvor hun arbejder som rejseleder for danske gæster. 

Dagen inden uvejret nåede til Malaga-området, tog Lonnie Christiansen et billede under et skyfri og solrig himmel. 
Dagen inden uvejret nåede til Malaga-området, tog Lonnie Christiansen et billede under et skyfri og solrig himmel.  Foto: Privat
Vis mere

Torsdag blev 3000 mennesker evakueret fra Málaga-området for at undgå en katastrofe, som den, der ramte Valencia-regionen i slut oktober.

Her mistede mindst 220 mennesker livet som følge af voldsom regn og efterfølgende oversvømmelser. 

Ingen har endnu mistet livet i det uvejr, der nu har ramt Málaga-området, men det voldsomme vejr har haft andre omfattende konsekvenser: 

»Der er så mange hjem, forretninger, biler og gader, der er blevet oversvømmede og ødelagte. Det er forfærdelige skader, og ens hjerte går i stykker, når man kigger på det,« siger Lonnie Christiansen, der tilføjer:

»Det er jo en katastrofe, der sker på én dag. Det eneste, man kan gøre, er at følge anbefalingerne.«

Lonnie Christiansen har derfor ikke selv stået i vand til knæene, selvom det kom tæt på den nat, advarslen lød. 

Her måtte hun haste gæster til lufthaven i Malaga, da beskeden fra myndighederne i første omgang var, at regnen ville komme klokken tre om natten, forklarer hun. 

»De skulle nå en afgang klokken syv, og busserne ville indstille alt kørsel klokken fem, så vi måtte tidligere afsted. Heldigvis rykkede varslet sig, og alle vores gæster kom på flyet uden at få en dråbe på sig,« siger hun og fortsætter:

»Det var heldigt, for få timer senere blev ankomsthallen oversvømmet i lufthavnen.« 

Selvom Lonnie Christensen fortsat kan se de grå skyer og ærgrer sig over træerne, der ligger hulter til bulter nede på stranden, varmer hun sig ved de kommende dages vejrudsigter:

»Nu har de lovet sol med en lille sky i morgen, så det er dejligt. Hvis man skal se noget positivt i det meget negative, så er det, at uvejret har hjulpet på den tørke, vi har været ramt af,« siger hun.

Onsdag advarede Udenrigsministeriet danskere i Spanien om risiko for oversvømmelser, hvor man samtidig opfordrede til at holde sig opdateret om situationen i den aktuelle rejsevejledning, de lokale myndigheder og gennem medierne. 

Det kan du læse mere om HER.