I næsten otte måneder har Lina Bale ikke solgt en eneste brudekjole, og i butikken ligger nu 1.500 mere eller mindre ubrugelig brudekjoler fra forårets kollektion, som Lina Bale risikerer at måtte give væk til genbrug.

Onsdag morgen var mareridtet endnu værre. Indbakken var rødglødende med kvinder, der informerede om aflyste bryllupper.

»Vi har fået 34 aflysninger på enten bestilte brudekjoler eller nogle, som vil have pengene tilbage fra kjoler, de allerede har købt. Det er bare siden i går. Og min mail boomer i dag, så jeg tør slet ikke åbne den,« siger Lina Bale.

Det kommer, efter regeringen tirsdag præsenterede nye coronaregler for natteliv og fester. Regler, der siger, at restaurationer såvel som bryllupper og andre fester i bestemte områder af Danmark skal lukke og slukke kl. 22, og at man kun må omgås en ganske lille gruppe mennesker.

Lina Bales virksomhed, WeddingDeluxe, har ellers gennem fire år formået at skabe sig en særdeles god forretning. Men alt det er måske slut nu.

For konsekvenserne af de yderligere stramninger af festlivet er for Lina Bale alvorlige. Hun er gået fra en millionomsætning til et stort minus på under et år.

Lige da corona kom til Danmark, og landet kort efter blev lukket ned, måtte Lina Bale lukke biksen og afskedige sine medarbejdere – men det gik lige præcis. Hun fik omsat ganske lidt over webshoppen og måtte ellers trække på opsparingen. Men nu er opsparingen sluppet op, og mulighederne er få.

»Jeg har intet at støtte mig op ad. Kunderne er der ikke, og vi har nogle få kroner tilbage på kontoen. Alt er brugt. Allerede nu kan jeg sige, at jeg nok ikke kan overleve. Jeg kan maksimalt strække den fire måneder mere, ellers må jeg lukke virksomheden.«

Lina Bale er gået fra en millionomsætning til et stort minus på under et år. Jens Nørgaard/Byrd
Lina Bale er gået fra en millionomsætning til et stort minus på under et år. Jens Nørgaard/Byrd
Vis mere

Lina Bale har været iværksætter gennem 20 år og klaret sig gennem tidligere økonomiske kriser. Men hun har aldrig oplevet noget som dette. Nu ser hun sin prisvindende iværksætterdrøm falde fra hinanden, og hun kan næsten intet stille op.

Den personlige konkurs, der venter lige rundt om hjørnet, har ikke bare påvirket hende økonomisk. Personligt har det også ramt hende hårdt, og hun beskriver det, som om hun er ved at miste modet på det hele, og er fuldstændig grædefærdig.

»Jeg har bare lyst til at sidde på min terrasse og kigge ud i den blå luft uden at lave noget som helst. Jeg har lyst til at give op. Jeg er ked af det og skuffet. Der er intet lys for enden af tunnellen.«

Der er kun én mulighed tilbage for Lina Bale. Snart vil hun holde et kæmpe udsalg med 50 og 70 procents rabat og sætte alle 1.500 kjoler på lageret til salg.

Hun er så meget i minus, at hun ikke kommer til at tjene noget på kjolerne, men hun håber at få dem solgt for i det mindste at gå i nul.

»Hvis folk ikke køber kjolerne, så lukker vi. Så kan jeg aflevere dem til Røde Kors eller genbrugen,« sige Lina Bale.

Bliver kjolerne solgt, vil hun give WeddingDeluxe et sidste forsøg. Lina Bale vil investere i en ny kollektion og håbe på, at der bliver holdt bryllupper i foråret 2021.

Men det ser sort ud. For aflysningerne og returneringerne af brudekjoler til bryllupper næste år er allerede tikket ind i indbakken.