Amerikanske Lime lancerede fredag et pilotprojekt med 200 elektriske løbehjul. Projektet afsluttes.

København. Det amerikanske selskab Lime trækker sine elektriske løbehjul væk fra de københavnske gader.

Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Selskabet satte så sent som fredag op mod 200 elektriske løbehjul på gaden, men transportmidlet er ifølge færdselsloven ulovligt at benytte.

Lime sætter en stopper for det, selskabet kalder et "pilotprojekt".

- Det primære formål med pilotprojektet var, at vi bedre kunne forstå behovene hos borgerne i København før en regulær lancering, siger Gauthier Derrien, der er Limes europæiske direktør, i pressemeddelelsen.

Dr.dk skrev lørdag med henvisning til politiassistent Christian Berthelsen fra Nationalt Færdselscenter ved Rigspolitiet, at borgere, der færdes på de elektriske løbehjul, risikerer en bøde på 1000 kroner.

Lime har ikke droppet ideen om at indtage markedet i København.

- Vi ser frem til, at lovarbejdet bliver endeligt gennemført, så vores løbehjul igen kan køre i København, siger Derrien.

Hos Færdselsstyrelsen er kontorchef Jesper Høgh Bach tilfreds med selskabets beslutning.

- Det er Færdselsstyrelsens vurdering, at Limes aktiviteter i København, der begyndte fredag den 5. oktober, er en overtrædelse af Færdselsloven.

- På den baggrund noterer vi med tilfredshed, at Lime nu lukker sit forsøg ned, og vi imødeser, at virksomheden fremover vil respektere gældende lovgivning, skriver styrelsen i en kommentar.

Torsdag 4. oktober meddelte Transport-, Bygnings- og Boligministeriet, at en forsøgsordning, der blandt andet henvender sig til de elektriske løbehjul, har opbakning i Transportudvalget til at blive sendt i offentlig høring.

/ritzau/