En uventet ekstra gæst fra motorvejen blev pludselig en del af selskabet, da Kirkens Korshær fredag holdt juleaften for 20 udsatte nordjyder i Aalborg.

»Nordjyllands Politi kiggede også forbi med et hjemløst menneske, de havde samlet op gående på motorvejen,« skriver Jonas Jakobsen, regionschef i Kirkens Korshær, på Twitter.

Da varmestuen i Korsgade åbnede klokken 21, blev der serveret reje-, lakse- og ostemadder samt gratis sodavand. Og selskabet fik altså en ekstra deltager.

Regionschefen ønsker ikke at give for mange detaljer om den konkrete mand, der juleaften gik i sydgående retning på motorvejen. Men han fortæller, at ordensmagten oftere og oftere kommer med et menneske, der er havnet i en ulykkelig situation.

»Det er ofte en person, der er sådan lidt i vildrede omkring sted og tid. Et menneske, som enten er psykotisk eller selvmordstruet, eller så påvirket, at vedkommende ikke er i  stand til at tage vare på sig selv,« forklarer han til B.T. og uddyber:

»Vi har eksempelvis også oplevet, at politiet kommer med en, de har samlet op fra fjorden, en de har fundet i en skov, eller en, som bare sidder på en bænk nede ved banegården,« siger han til B.T.

I december måned oplever varmestuen ekstra travlhed, da det er en hård måned for mange af brugerne.

»Frustrationerne og den dårlige samvittighed over det, de ikke er lykkedes med, vokser. Derfor kommer mange forbi, og en del har brug for en ekstra snak om tingenes tilstand.«

Og de øgede frustrationer gør af og til, at konflikniveauet stiger.

»Hos nogle fører det til øget misbrug af alkohol og stoffer. Andre oplever mere vrede og flere aggressioner, som kan eskalere til vold og trusler på varmestuen, på gaden eller i de miljøer, de er i. Her i december går det ofte en ekstra tand op på konfliktbaromeret.«

På trods af den hårde måned og de mange negative tanker, lykkedes varmestuen dog oftest med at skabe en god og fredelig atmosfære juleaften. Og det var også tilfældet i år, har regionschefen fået fortalt.

Jonas Jakobsen var ikke selv en del af det frivillige juleaftenshold på varmestuen her i 2021, men har tidligere været det. Derfor kender han udmærket stemningen.

»Den er indbegrebet af nærvær og næstekærlighed sat sammen, for alle har et ønske om at ville det. Der er mange, der vil tænke, at vores juleaften er enormt konfliktfyldt, men det behøver den faktisk ikke at være. For alle vil gerne, at det bliver rart for alle.«

Efter indtagelsen af middagen deler gæsterne sig typisk op i flere forskellige hold.

»Nogle vælger at se tv, nogle spiller kort eller brætspil, andre snakker med hinanden, og så er der også nogle, der er så påvirket af alkohol og stoffer eller så psykisk syge, at de bare har brug for at skærme sig selv.«

Omkring midnat slutter samtalerne, middagen og de forskellige aktiviteter. Her opfordrer varmstuen nemlig til, at alle ruller sig ind i de udleverede tæpper og får en varm, rolig og god nats søvn.

Jonas Jakobsen ved ikke på nuværende tidspunkt, hvad status er på manden fra motorvejen. Men det vil han tjekke op på senere lørdag.