På en helt almindelig tirsdag går Hanne Jensen rundt derhjemme i sine futsko.
Hun kigger ud af køkkenvinduet og ser noget, der undrer hende.
»Der står en mand med cykelhjelm på, som er ved at stoppe trafikken, og jeg tænker bare, hvad laver han?« siger Hanne Jensen.
Og det bliver ikke mindre mærkeligt, da manden med cykelhjelm kort tid efter får selskab af en anden mand på vejen.
Men så ser Hanne Jensen hvorfor.
»Pludselig kan jeg se de her svaner, som kommer gående. Først en stor, så ællingerne og en stor mere til sidst,« siger Hanne Jensen begejstret.
Lynhurtigt får hun fat i sin telefon og skynder sig ud på vejen. Stadig i sine futsko.
»Jeg kan bare se, hvordan alle bilerne holder stille, og der er ikke nogen, der er sure eller noget. Alle kigger ligesom bare på de her svaner,« siger Hanne Jensen.
»Frisøren kom også ud på vejen, og vi var alle sammen bare tryllebundet. Det var helt magisk.«
De to mænd havde fulgt svanerne et godt stykke.
Den ene – ham med cykelhjelmen – havde spottet fuglene, da de kom ud på Lindholmsvej ved Søparken i Nørresundby.
Herfra gik svanefamilien – opdækket af manden med hjelm og endnu en hjælper, som overlod bilen til konen, for at han kunne fungere som fuglefamiliens bagtrop – ned af Lindholmsvej og Fuglsangsvej, forbi Hanne Jensens vindue, før de fortsatte over den trafikerede Vestergade og ned mod Limfjorden.
En tur på omkring halvanden kilometer.
»De var meget målrettede. Jeg er ikke i tvivl om, at de vidste, hvor de skulle hen, selvom jeg godt nok ikke har set dem tage ruten før,« siger Hanne Jensen.
