Qupanuk Olsen er med sine 316.000 følgere på Instagram og en halv million abonnenter på YouTube Grønlands største influencer.

Her fortæller hun om grønlandsk kultur, og hun er også en af de grønlandske deltagere i den debat, som KNR og TV 2 sender søndag aften, hvor Grønlands fremtid skal diskuteres.

I den forbindelse har hun fortalt til TV 2, at hun forventer, at Grønland er et selvstændigt land i 2035.

Det er langt fra første gang, at Qupanuk Olsen markerer sig i den igangværende debat.

I et interview med Politiken luftede hun politiske ambitioner, og for få dage siden meldte hun så sit kandidatur til det kommende grønlandske parlamentsvalg som repræsentant for selvstændighedspartiet Naleraq.

I interviewet med Politiken kom hun også med sin mening omkring, hvad der sker med Danmark, når Grønland får sin selvstændig, som altså – hvis hun får ret – sker om ti år.

»Danmark forsvinder fra verdenskortet, den dag Grønland bliver selvstændigt. Lige nu tænker mange grønlændere, at vi ikke kan uden Danmark, men hvis vi vender den om, er det jo Danmark, der forsvinder. Der er ikke nogen præsidenter i verden, der vil besøge Danmark længere, når Grønland ikke er en del af Danmark«, lød det.