Der har været mange tusind gæster igennem den gamle hovedindgang til Dyrskuepladsen i Odense.
Men i slutningen af juni sidste år brændte den røde træbygning, og siden har den stået som en tom, sort skal.
I 2021 var det ellers 60 år siden, at indgangen blev bygget, og de første gæster passerede den for at se på dyr. Grundet covid-19 blev det dog ikke muligt at fejre dagen sidste år, og derfor var fejringen rykket til i år.
Men så skete det uheldige.
»Det var da helt vildt irriterende og trælst,« lyder det fra Sara Ekknud Windell, der er chef for Det Fynske Dyreskue.
»Det var jo den mest ikoniske bygning. De røde bygninger er da billedet på Det Fynske Dyreskue,« tilføjer hun.
Det var pladsens gartnere, der med en ukrudtsbrænder kom lidt for tæt på træbygningen, og på den måde satte ild til den.
Selvom brandvæsenet hurtigt var på stedet, brændte hele sekretariatsbygningen, hvor de ansatte havde kontorer, og omkring halvdelen af hovedindgangen ned.
»Men der var ikke nogen, der kom noget til. Og de ting der brændte inde, er jo ting, der kan erstattes,« fortæller Sara Ekknud Windell.
Bygningen stod dog ikke til at redde, og derfor bliver den nu revet ned. Herefter vil opbygningen af en ny hovedindgang begynde, og Sara Ekknud Windell håber på, at den står klar i april.
Her vil man forsøge at bygge noget med respekt for det gamle.
»Det bliver noget i samme stil. Den bliver rød, og den bliver bygget i træ,« fortæller Sara Ekknud Windell.
Alligevel kommer indgangen ikke helt til at ligne den gamle bygning. Den vil blive mindre, for efter to år med corona er pengene små, som Sara Ekknud Windell udtrykker det.
Samtidig overvejer man, om bygningen skal udsmykkes på en ny måde, for at gøre den mere moderne. Men det er endnu ikke fastlagt.