Det er mindre end tre uger siden.
Hun passede sit arbejde som manager på et kontor, og han arbejdede som håndværker med at sætte huse og lejligheder i stand.
Deres to små drenge på tre og fem år hyggede sig, grinede og lavede fis og ballade i børnehaven.
I dag bor Iryna og Arthur Hayrapetyan og drengene Arsen og Arthur Junior på et børneværelse i et hus i den midtfynske by Ringe.
Flygtet fra den hverdag og det helt almindelige liv, de levede. Flygtet fra Ruslands invasion af familiens hjemland, Ukraine.
»Det er godt, vi er kommet til Danmark og er ved en god familie. De har hjulpet os meget. Det er en familie med et stort hjerte og gode folk,« fortæller Arthur Hayrapetyan.
Familien kom til Danmark med en minibus, der samlede dem op ved grænsen mellem Polen og Ukraine.
Ankommet til Danmark flyttede familien på fire ind hos familien Elkrog i Ringe.
Forud for det var gået flere dage med luftalarmer og tilflugt i beskyttelsesrum i hjembyen Borispol. Efterfulgt af tre dage på flugt gennem Kyiv, Ternopil, Lviv til Polen.
»Vi sov ikke de tre dage, vi var undervejs. Nu er det bedre, men søvnen bliver nemt afbrudt. Når der kører en traktor forbi på hovedvejen, tror jeg, det er en kampvogn,« fortæller Arthur Hayrapetyan.
Søvnen driller også hans hustru.
»Jeg sover stadig ikke godt. Jeg vågner og opdaterer nyheder og vil se, hvad der sker. Hvad sker der med min familie, med min mor og far, og vores venner?« spørger Iryna Hayrapetyan.
Ægteparret – hvor han oprindelig kommer fra Armenien og derfor ikke skal stille i den ukrainske hær – fortæller, at de er meget taknemmelige for den hjælp, de får, og for den hjertevarme, de møder i Danmark.
Men allerhelst vil de spole tiden tilbage til før Ruslands invasion af Ukraine.
»Der er mange gode mennesker her, men det er ikke mit hjem,« fortæller Arthur Hayrapetyan.
De ønsker så inderligt at komme hjem til venner og familie i Ukraine. Hjem til den nye lejlighed i Borispol, hjem til drengenes værelse med 'Cars'-gardinerne, hjem til det nye spisebord med de nye stole.
»Jeg havde et meget, meget godt liv. Jeg havde et job, en lejlighed, mine børn gik i børnehave, jeg havde en bil. Alt var godt.«
»Jeg havde et helt normalt liv. Men en dag kom Putin. Og nu er det kaput, mit normale liv,« fortæller Iryna Hayrapetyan.
Det normale liv er erstattet af grusomheder, der er vanskelige at forstå, fortæller de, mens de viser fotos af tomme hylder i supermarkedet og videoer af udbrændte kampvogne i vejsiden.
»Når jeg ser det her, er det noget, jeg normalt ser i film. Dommedagsfilm,« siger Iryna Hayrapetyan.
»Jeg har bare ét spørgsmål: Hvorfor?« spørger Arthur Hayrapetyan.
Parrets to drenge, Arsen og Arthur Junior, virker ikke umiddelbart til at forstå, hvad der sker i deres hjemland. De griner, leger og hygger sig i huset i Ringe.
»I dag spurgte min søn 'hvornår skal vi hjem? Jeg vil i børnehave',« fortæller Iryna Hayrapetyan.
Det bedste svar, hun kunne give sønnen, var 'senere'.
»Nu er vi her, men på et senere tidspunkt tager vi hjem,« forklarede hun.
Men lige nu bor familien Hayrapetyan på Fyn.
»Jeg ønsker at vågne en morgen og tænde for nyhederne, der fortæller, at Putin er ude, og at vi kan komme hjem igen.«
»Jeg ønsker mig bare at komme hjem. Til mine forældre. Til mit liv,« siger Iryna Hayrapetyan.
»Jeg ønsker, at de russiske soldater kommer ud, og vi kan komme hjem. Hjem til mit hus, mit arbejde og mine venner,« lyder det fra Arthur Hayrapetyan, der bliver afbrudt af sin kone, der summerer det hele op:
»Life.«
Dét liv, de havde for mindre end tre uger siden.
