Iført en flerfarvet blomstret skjorte og et mindst lige så kulørt stribet halstørklæde kommer Kent Wolfsen gående ned ad trapperne i sit galleri, Gallerie Wolfsen.
Han byder velkommen og fortsætter ned til underetagen, hvor række efter række af nye, gamle, støvede, friske, store og små vinflasker indhyller den mildt belyste kælder.
Han sætter sig i en sort læderstol ved det store glasbord, der står centreret i rummet.
»Jeg har samlet vin hernede siden 1994. Og jeg har drukket sindssygt meget vin hernede,« griner han.
Der er flere flasker til overkommelige priser og også flere i den dyre ende. Men drikkes, det skal de alle.
»Det er den fejl, rigtig mange mennesker begår. De køber rigtig fin vin, de først skal drikke, når den rigtige lejlighed kommer. Og den kommer aldrig. Mad, vin og kunst er essentielt for mig, det bidrager til livskvaliteten.«
Netop kvalitet er nøgleordet i Kent Wolfsens liv, og de tre førnævnte succeskriterier for et kvalitetsfyldt liv dukker gentagende gange op i form af anekdoter, fun facts og metaforer for hinanden. Kent Wolfsen har kvalitet på hjernen. Og han har gjort det til sin levevej at spotte kvalitet. At få øje på lige dén kunstner, der giver noget ekstra.
»Jeg kan spotte kvaliteten efter at have set på kunst i mange år. Alle kan lave et eller andet og kalde det kunst, og hvis de mener, det er kunst, så er det kunst. Men forskellen på almindelig kunst og kvalitetskunst er ligesom, hvis du beder to mennesker om at lave en ossobuco. Retterne vil smage anderledes. Den ene vil være standard og lave retten efter en kogebog. Den anden forstår at tilsætte nogle krydderier, gøre noget ekstra for retten komme lidt trøffel i kartoffelmosen.«
Kent Wolfsen er limet til galleriet, bruger 16 timer om dagen på det og er ikke træt af det endnu.
Men interessen har langtfra altid været der. Hans far, Kurt Wolfsen, var allerede mangeårig galleriejer i Aalborg Centrum, men det styrkede ikke sønnens interesse for kunst. Tværtimod.
»Jeg blev i stedet uddannet maskinmester. Jo mere jeg blev præsenteret for kunsten, jo mere hadede jeg det.«
Så i slut-80erne, da sønnen var i sine 20ere, tog han til London. Men skæbnen ville, at det alligevel var et gallerijob, der løb med den unge mands opmærksomhed derovre. Da han flyttede tilbage til hjemlandet, hang interessen ved, og i 1990 købte han sin fars galleri. To år senere startede han sit eget galleri i de lokaler, Gallerie Wolfsen stadig ligger i ved Tiendeladen.
Men selvom Kent Wolfsen nu havde fundet et 650 kvadratmeter stort sted, han kunne forme, lige som han ville, skulle der gå lang tid, før han for alvor slog igennem.
»Der gik mange år, hvor jeg tænkte 'jeg arbejder så hårdt. Hvorfor kommer jeg ikke længere, hurtigere?' Men Aalborg er jo en arbejderby. Der var ikke mange kunstkøbere i byen, og de, der var, tog SAS-flyet til København og købte deres kunst der.«
Så to gange om måneden pakkede Kent Wolfsen sine malerier i en bil og tog til København for at fange opmærksomheden fra potentielle købere. Det gav pote, for langsomt begyndte ordet om den nordjyske galleriejer at sprede sig, og et klientel blev bygget op.
Kent Wolfsen tillægger også sin stigende succes den udvikling, branchen har været igennem.
»Det har lidt været en snobbet branche, men jeg synes ikke, det er slemt længere. Branchen er på mange måder blevet afmystificeret. Folk kan stadig være lidt tilbageholdende, fordi de ikke tror, man bare kan komme på galleriet. Men hos os er tonen bramfri, og vi byder alle velkommen.«
Specielt efter finanskrisen tog kunstkøbene til hos Gallerie Wolfsen, og siden har de solgt op til 5.000 stykker kunst om året.
Det dyreste billede, der er blevet handlet her, var et Asger Jorn-billede til 1,5 millioner kroner.
Og nok har succesen endelig meldt sin ankomst i det gråmalede galleri i Aalborg Centrum. Men det kræver også sit at vedligeholde.
Ejeren arbejder hver dag fra 8 om morgenen til midnat, og med tiden vil han gerne skrue ned for arbejdstimerne. Men alt med måde.
»Det med at gå på pension som 65-årig og spille golf og passe børnebørn er alt sammen meget godt, men det kan jeg ikke få tiden til at gå med. Det optimale for mig vil være, at jeg ikke har det primære ansvar i galleriet og bare kan komme og gå. Så kan jeg komme ind og sige 'dengang gjorde vi sådan her' og få svaret 'hold nu kæft, det virker ikke sådan i dag, vi skriver 2035 nu',« griner han.
Nu vil Kent Wolfsen dø i det fag, han startede med at afsky.
»Det ville være dejligt at sidde hernede i vinkælderen og få et glas vin og spise en middag, og så stille og roligt lægge panden i bordet og sige 'det var det'. Så kunne man ikke få en bedre afslutning på livet,« afslutter han.
