De første sække og store blå IKEA-poser blev indleveret allerede ved åbningstid mandag morgen. Fyldt med frakker, soveposer, vinterstøvler og bamser til børnene.

Hele ugen samler butikskæden Friluftsland ind til civilbefolkningen i Ukraine og til landets borgere på flugt.

»Det er jo ekstremt og helt uvirkeligt, hvad der sker. Og det er utrolig tæt på, og så får man jo lyst til at foretage sig et eller andet. Og vi vil også gerne foretage os noget, der er meningsfyldt, og det føler vi, at vi kan gøre på den måde her,« fortæller Bo Willumsen, der er regionschef i Friluftsland.

»Når man skal hjælpe i sådan noget som krig, så skal det gå rigtig hurtigt. Så vi tog en beslutning om, at vi måtte i gang med at samle sammen og samme dag fandt vi også nogen, der kunne hjælpe os med at fordele det.«

Selvom indsamlingen endnu ikke har været i gang i én dag, så tror regionschefen allerede nu på, at der bliver samlet meget tøj og udstyr ind til ukrainerne.
Selvom indsamlingen endnu ikke har været i gang i én dag, så tror regionschefen allerede nu på, at der bliver samlet meget tøj og udstyr ind til ukrainerne. Foto: Ann-Sophie Holm
Vis mere

Grundstenene til indsamlingen opstod på et møde fredag, og siden er det gået stærkt.

»Vi tænkte, at vi har 235 personaler, der har masser af grej selv, og måske var der nogen af dem, der var klar til at donere. Og så har vi vores kunder og kontakten ud til dem, og det er jo en oplagt måde at få samlet noget sammen hurtigt.«

Da kædens butikker mandag morgen slog dørene op, var de klar til at tage imod de første bidrag fra borgere, der gerne vil hjælpe.

»Det er én af de mest meningsfyldte dage, vi er gået på arbejde.«

»Når alt kommer til alt, så lever vi af at hjælpe folk. Og hvis vi kan hjælpe på den her måde, så giver det bare rigtig meget mening,« siger Bo Willumsen fra Friluftsland.

Butikskæden har gjort opmærksom på indsamlingen via blandt andet facebook og instagram.

»Der har været en masse reaktion på sociale medier. Folk snakker lidt frem og tilbage, om det er det rigtige at gøre. Vi mener, at man skal gøre noget, og det er det ‘noget’, vi kan gøre.«

»Så gør man da i det mindste et eller andet,« lyder det fra Bo Willumsen.

Tøjdyr og små vinterstøvler er sammen med varmt tøj og soveposer snart på vej til Ukraine.
Tøjdyr og små vinterstøvler er sammen med varmt tøj og soveposer snart på vej til Ukraine. Foto: Ann-Sophie Holm
Vis mere

Selvom indsamlingen foreløbig kunne har været i gang siden mandag morgen, så tror Bo Willumsen allerede nu på, at der bliver samlet meget tøj og udstyr ind til ukrainerne.

»Jeg er egentlig overrasket over, at der allerede er kommet så meget ind, så jeg har en forhåbning om, at det bliver noget, der kan gøre en rigtig forskel.«

»Jeg bliver glad, og jeg bliver glad over, at andre kan se, at det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan der, hvor vi er,« lyder det fra Bo Willumsen.

De første kasser med tøj er altså allerede er godt fyldte hos Friluftsland i Odense, men han garanterer, at der er plads til alt det tøj og udstyr, folk kommer med.

»Så får vi plads. Selvfølgelig har vi plads til det, det har vi!«

Friluftsland tager imod tøj, fodtøj, soveposer og udstyr.

Indsamlingen løber til og med søndag den 6. marts. Herefter bliver tøj og udstyr kørt afsted til grænsen ved Ukraine, hvor det bliver fordelt ud til de steder, hvor der er brug for det.