Selvom corona-restriktionerne er afskaffet, må odenseanerne vente nogle dage endnu, før streetfoodmarkedet Storms Pakhus åbner igen.

Til gengæld planlægger man et brag af en genåbningsfest, lyder det fra Stephanie Brink Harck, der er presse- og kommunikationsmedarbejder hos Storms Pakhus.

Storms Pakhus har været forsigtige med at sætte en dato på genåbningen. Samfundssituationen i forhold til Covid-19 og ombygning af stedet har gjort, at man har valgt at se tiden an. Det har B.T. skrevet om tidligere på måneden.

Men nu er der altså fastsat en dato for genåbningen. Onsdag den 16. februar slår Storms Pakhus dørene op, og frem til den 20. februar vil der være forskellige arrangementer for både store og små.

Det voksne publikum kan se frem til flere gratis koncerter med blandt andre bandet Back to Back og rapperen Johnson. Torsdag vil det også være muligt at dyrke yoga, mens der skåles i bobler.

For børn og barnlige sjæle vil der være gratis perleplade- samt småkageværksted. Onsdag besøger Katrine Bille fra Ramasjang Pakhuset. Hun vil lave forskellige lege og kreative aktiviteter for børnene.

Børnene kan desuden glæde sig til et helt nyt legeområde i hal tre.

»Vi har brugt nedlukningen på at give hallerne et løft. Der er blevet malet og sat nye lamper op. Men den største forandring er nok legepladsen. Vi har besøg af mange børn, så nu har vi sørget for, at der er lavet et område til dem,« fortæller Stephanie Brink Harck.

Også i Streetfoodområdet er der nye tiltag. Her åbner en ny bod, der udelukkende sælger middagssalater, afslører Stephanie Brink Harck.