»Det er godt nok koldt i dag, hva'?,« siger B.T.'s udsendte til Natalie, idet hun sætter sig ved siden af hende på Nørreport Station.
B.T. er taget ud for at indlede samtaler med fremmede og tage temperaturen på danskernes forhold til smalltalk. Natalie er dagens første 'offer'.
Og samtalen glider, indtil vi fortæller Natalie, at hun er med i et lille eksperiment.
»Jeg tænkte også: Hun kan da ikke være fra København? Det virker ikke almindeligt. Hvad er grunden til, at du opfører dig på den måde? Har du brug for selskab? Har du en bagtanke?,« forklarer Natalie, da vi spørger hende til, hvad hun tænkte, da hun blev kontaktet af en fremmed.
B.T. har de seneste dage sat fokus på danskernes omgangstone med historierne om 7-Eleven-ekspedienten Emmely og DSB-togføreren Lisbeth.
De mener, at danskerne er blevet dårligere til at smile og hilse.
Det har vi sat os for at teste i et lille eksperiment.
Efter samtalen med Natalie tager B.T.'s udsendte videre til Hovedbanegården i København.
Her sidder folk på bænke langs væggene og venter på rad og række. Langt de fleste har blikket stift rettet mod en smartphone og har headphones i ørerne.
Hundreder af mennesker er samlet. Meget få taler sammen.
B.T.'s udsendte Kicki går op til 64-årige Torben, der står og venter på toget: »Hvor skal du så hen?« spørger hun.
Torben er glad for kontakten og svarer høfligt. Han kan godt lide at tale med tilfældige. Men han ænser, at der er noget galt.
»Det overrasker mig ikke,« siger han, da vi fortæller, at det er et eksperiment:
»Normalt henvender folk sig ikke så længe ad gangen.«
Og sådan går det ellers skridt for skridt. B.T. indleder samtaler med fremmede, der som oftest er lidt tøvende i starten, men som overgiver sig, når Kicki stiller opfølgende spørgsmål.
De forklarer dog samstemmigt, at de undrede sig lidt, når vi beder dem om at reflektere over, at en fremmed pludselig henvendte sig.
»Det overrasker mig overhovedet ikke, at folk har det sådan,« siger Johannes Andersen, sociolog ved Aalborg Universitet:
»Danskerne er rykket mere ind i sig selv. Vores tillid til andre mennesker er faldet, og vi er blevet mere blufærdige. Det kommer til udtryk ved, at vi har sværere ved at anerkende hinanden i hverdagen,« siger han.
Tilbage på Hovedbanegården træder B.T.'s medarbejdere ind i et S-tog.
Billedet er entydigt: Meget få sidder ved siden af hinanden. Langt de fleste har valgt deres egen bås.
»Fed hue. Hvor har du købt den?« spørger B.T.'s udsendte passageren Mads, da hun sætter sig over for ham i S-toget.
Han virker noget befippet, men får samlet sig, og samtalen flyder hurtigt.
Han erkender, at han ikke er vant til, at folk bare taler til ham.
»Man bliver jo lidt overrasket. Jeg sidder bare her i min egen verden. Jeg er vant til bare at sidde for mig selv,« siger Mads og uddyber:
»I Danmark er man bare lidt bange for, hvad andre folk tænker. Sådan er det bare.«
Johannes Andersen mener, at det er en øget individualisering – og fokus på os selv – der har gjort os mere aflukkede.
»Danskerne regner med, at folk kun gør ting, fordi det gavner dem selv. Vi er på vagt. Når en fremmed henvender sig, får man hurtigt tanken: 'Er du ude på at snyde mig',« siger Johannes Andersen og uddyber:
»Og så har vi ikke længere lige så stort et behov for social omgang eller smalltalk med en fremmed. Vi har jo vores smartphone,« siger Johannes Andersen.
