Lisbeth Andersson gør en dyd ud af at smile og sige hej til passagererne, når hun passer sit arbejde som togfører hos DSB.
Da hun startede for 14 år siden, sendte cirka en ud af fire et smil tilbage. I dag er det måske en ud af tyve, vurderer hun.
»Jeg synes, det er foruroligende. Jeg kan ikke lade være med at tænke: 'Hvad er der sket? Hvor er vi på vej hen som samfund?'«
Det er danskernes evne til at udvise helt almindelig høflighed, som har været på retræte de seneste år, oplever Lisbeth.
»Folk har ikke tid til at sige hej længere,« siger Lisbeth Andersson:
»Da jeg startede for 14 år siden, var der mere overskud. De så en i øjnene. De smilede. I dag virker folk mere irritable. Jeg spørger tit mig selv, om folk har det godt? Om de har for meget i hovedet?«
Generelt har hun svært ved at sætte fingeren på, hvad der er hovedårsag til udviklingen.
Men én ting springer i øjnene:
»Da jeg startede, sad folk jo ikke med en computer eller smartphone. Folk var mere til stede. I dag er de alle mulige andre steder oppe i hovedet,« siger Lisbeth Andersson og uddyber:
»Jeg oplever, at folk helt ignorerer mig, selvom de kan se, jeg står der. Jeg må prikke dem på skulderen, og så viser de helt demonstrativt billetten, fordi der er en irritation over, at man forstyrrer dem.«
Lisbeth står frem med sine oplevelser, efter hun læste om Emmely Lisius Norlander Smith, der i B.T. undrede sig over, at kunderne sjældent smilede eller hilste på hende, når hun var på arbejde i 7-Eleven.
Det fik Emmely til at føle sig som en robot.
Også Lisbeth mærker, hvordan udviklingen tærer på hende.
»Det er da rart at blive anerkendt som et menneske og ikke bare en funktion. Det har da stor betydning for min arbejdsglæde, om folk siger hej. Jeg kan blive helt glad over at få et smil tilbage,« siger Lisbeth Andersson.
Og hun mener også, at den gennemsnitlige dansker selv ville have gavn af at være mere rundhåndet med smilene.
»Prøv at mærke, hvad det også kan gøre for dig selv, at du smiler tilbage. Når der kommer et menneske og smiler til dig, så tag imod det. Giv os nu det smil,« opfordrer Lisbeth Andersson.
Lars-Henrik Schmidt, der er professor og idéhistoriker på Aarhus Universitet, er ikke overrasket over Lisbeths beretning fra togene.
»Høfligheden er nedadgående. Problemet er, at man betragter resten af menneskeligheden som tjenende ånder for en,« siger han.
Han understreger, at man før i tiden havde en anderledes respekt for autoriteter.
Og som Lisbeth er inde på, kan det meget vel hænge sammen med, at Facebook eller Candy Crush optager os, når billetkontrolløren kommer forbi.
»Vi tænker, at vi er beskyttet bag en skærm, og at vi ikke behøver forholde os til verden omkring os,« siger Lars-Henrik Schmidt:
»Man tænker, at togkontrolløren vel bare kan se den billet, man har lagt på bordet.«
Selv gør Lars-Henrik Schmidt en dyd ud af at anerkende folk på sin vej, og han så også gerne, at danskerne bliver bedre til at løfte blikket.
»Jeg vil tillade mig at mene, at det er en forkert udvikling. Jeg har besluttet mig for, at jeg altid vil anerkende, at det er et andet menneske, jeg står over for.«
