Det gibbede i Annika Nielsen i det øjeblik, hun swipede på MobilePay, da hun skulle overføre penge til sin kæreste.

»Min kæreste havde lige skiftet telefonnummer, og jeg skulle overføre lige over 1000 kroner til ham. Jeg skriver overførslen ind, men lige som jeg swiper, ser jeg, at navnet er forkert, og at det er en polsk pige,« siger 30-årige Annika Nielsen til B.T.

Kvinden havde overtaget Annika Nielsens kærestes gamle telefonnummer.

»Jeg blev pisse ærgerlig i det øjeblik, jeg sendte pengene, men jeg tænkte også, at det ikke var det store problem, for det var jo en fejl, og hun ville sende pengene tilbage. Det havde jeg selv gjort,« fortæller Annika Nielsen.

Annika Nielsen mistede over 1000 kroner, fordi hun ved en fejl overførte til en fremmed person, som aldrig sendte pengene tilbage.
Annika Nielsen mistede over 1000 kroner, fordi hun ved en fejl overførte til en fremmed person, som aldrig sendte pengene tilbage. Foto: Privat foto
Vis mere

Men sådan skulle det ikke gå. Selvom Annika Nielsen kontaktede den polske kvinde på både sms og over Facebook, var det forgæves.

Og Annika er langtfra den eneste, der har oplevet et lignende problem.

Har du prøvet at overføre penge via MobilePay til en forkert ved en fejl og ikke har fået pengene igen? Så tip os! Skriv til kawa@bt.dk.

Kvinden ignorerede beskederne, og Annika Nielsen har ikke set sine penge siden.

»Det allerværste er, at det er ekstremt flabet bare at beholde pengene og ikke være ærlig nok til at føre dem tilbage,« siger hun.

Folks ærlighed er afgørende for, om du kan få dine penge igen, hvis fejlen sker.

MobilePay skriver på deres hjemmeside, at man ikke kan fortryde, når først man har sendt pengene – uanset om det er til en privatperson, eller hvis du betaler en regning til en virksomhed.

Men hvorfor er det sådan?

Det spørger B.T. Peter Kjærgaard, der er presseansvarlig i MobilePay, om.

»Betalingerne kunne lige så godt være sket i en opgang, hvor en person skal købe en sofa kontant. Hvis der opstår en tvist, så har vi ingen mulighed for at se, hvem der har ret,« forklarer han.

Der er altså ikke meget at gøre. For overførslerne mellem privatpersoner foregår fra konto til konto. Og derfor har forbrugerne ikke ret mange rettigheder, i forhold til hvis man betaler med kort.

»Sådan som reglerne er i dag, er der ikke meget at gøre. Man må satse på, at modtageren er ærlig og sender pengene retur,« siger økonom ved Forbrugerrådet Tænk Ida Moesby til B.T. og forklarer videre:

»Dine rettigheder er de samme, som hvis du laver en bankoverførsel. Men reglerne på området er en smule forældede, fordi de ikke tager højde for, at brugen af mobile betalingsløsninger, som benytter konto til konto-betalinger, er steget markant.«

MobilePay får generelt ikke ret mange henvendelser fra folk, der har oplevet at sende penge forkert. Det gør Ida Moesby dog.

Hun oplever en markant stigning af personer, der enten har overført forkert, eller som er blevet snydt i en handel med en privat person.

Men MobilePay har ikke pligt til at dække fejl, eller hvis nogen er blevet snydt, når der er tale om konto til konto-overførsler, siger Ida Moesby og Peter Kjærgaard samstemmigt.

Den forklaring giver Annika Nielsen dog ikke meget for.

»MobilePay er jo rigtig smart, men der burde være en form for sikkerhed, hvor man inden for fem minutter, fra overførslen er gennemført, kan fortryde den,« siger hun.

MobilePay skriver i deres vilkår, at man selv har ansvaret for, at det nummer, du sender penge til, tilhører den tiltænkte modtager. Er det ikke nok?

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg har ikke læst vilkårene igennem, og det tror jeg ikke, der er ret mange, der har. Desuden er det svært at undgå MobilePay i dag, hvis man ikke vil være socialt udstødt, så man har ikke rigtigt noget valg.«