Det var ikke prominente navne, der manglede, da Donald Trump blev taget i ed som USAs præsident.
Tidligere præsidenter i form af George Bush, Barack Obama og Bill Clinton var alle på plads. Det samme var techmoguler som Mark Zuckerberg, Jeff Bezos og Elon Musk.
Men udover at se den historiske begivenhed på nærmeste hold, fik de (måske) også en række gaver med hjem, da der ifølge Page Six blev uddelt gaveposer fuld af alskens godter.
Den skal have inkluderet en dagbog i rød læder med en guldskitse af Kongressen udenpå.
Der skal også have været en skål med det samme motiv, samt et stykke julepynt udformet som Det Hvide Hus.
Der var dog også gaver, der havde mere at gøre med dagens hovedperson.
Gæsterne fik således en stor, bronzefarvet mønt med silhuetterne af Donald Trump og vicepræsident J.D. Vance.
Endelig var der også et nik til Donald Trumps yndlingsdrik – Coca-Cola Light – da posen indeholdt en lille flaske af disse med en særlig mærkat lavet til lejligheden.
Ifølge Page Six blev gaverne kun uddelt til VIP's, som var personlige gæster og familie.
Om nogle af de førnævnte personer figurerer på denne liste, vides ikke.