I juli sidste år begyndte deres datter at ændre sig. Hun syntes, livet var hårdt, fortalte hun. Og det gik ikke så godt med kammeraterne.
En uge inden sommerferien fortalte hun sin mor og far noget af det værste, man som forælder kan høre sit barn sige.
Hun ville ikke leve mere, og hun havde lovet sig selv at gøre en ende på det hele, inden sommerferien begyndte.
Det er den 16-åriges forældre, Peter Hallas og Hejdi Gamst-Jensen, der fortæller datterens historie.
Det gør de, fordi de lige nu frygter, at hun dør, hvis hun ikke får lov til at se sin hund.
Hun har været indlagt på lukket afsnit, siden den sommer hun fortalte forældrene om sine mørke tanker. Her var der et besøgsrum, hvor hendes hund måtte komme ind og være sammen med hende.
For tre uger siden blev hun rykket til et åbent afsnit på Bispebjergs psykiatriske afdeling. Og her må hun ikke længere få sin lille bomuldshund Rita på besøg.
Rita er en – endnu ikke certificeret – servicehund, som kom ind i den 16-åriges liv for et halvt år siden. Og moren fortæller, hvordan den fik deres datter til at lyse op på ny.
»Da den var på besøg første gang, hviskede hun til mig, 'mor, med sådan en her, så har jeg jo lyst til at leve',« siger Hejdi Gamst-Jensen.
Men på Bispebjerg må hun ikke få besøg af Rita af hensyn til andre patienter, personalet, mulige allergier, hygiejne og forsikring, fortæller moren, at begrundelsen har lydt.
Og det er, selvom forældrene har sagt, de kan bære den ind på stuen i en lille taske og gøre rent, inden de går.
»Vi er bekymrede for, om vores datter overlever – de er bekymrede for hygiejne og personalehensyn,« siger Hejdi Gamst-Jensen.
Hun kan ikke forstå, at de ikke vil give hunden en chance, men at de til gengæld gerne vil give datteren psykofarmaka og fastholde hende under tvang.
»Hun får masser af medicin. I torsdags, hvor hun var rigtig dårlig, fik hun så meget medicin, at jeg nærmest ikke kunne genkende hende Og hun blev holdt fast med tvang, fordi de ikke kunne skabe kontakt til hende mentalt,« fortæller moren og fortsætter:
»Der spurgte jeg, om jeg rent undtagelsesvis kunne få lov til at tage Rita med ind, så vi kunne forsøge at undgå alt det der tvang. Og vores datter reagerede jo spontant på det. Altså, hun fik det bedre, med det samme hun så Rita.«
Netop derfor synes forældrene, det er endnu mere uforståeligt, at hunden ikke kan komme på tale.
»Jeg synes, det er fortvivlende, at de hellere vil give store mængder psykofarmaka og fastholde end at give et non-farmakologisk tiltag som en hund en chance. Det er i hvert fald ikke en behandling, der er på barnets præmisser,« siger Hejdi Gamst-Jensen.
Det er en forældet tankegang, mener moren. Ifølge hende bør man overveje, hvad man mener, når man siger, at psykiatrien skal have et løft.
»Man kan give lige så mange penge, man vil, men hvis ikke de i psykiatrien er klar til at bryde ud af deres egne lænker, så er de deres egen største stopklods,« siger Hejdi Gamst-Jensen og fortsætter:
»Jeg tænker, at det her ikke er værdibaseret ledelse – det er regelbaseret ledelse.«
Region Hovedstaden Psykiatri har siden december sagt, at man arbejder på nogle retningslinjer, men familien har ikke hørt noget endnu, fortæller de.
Familien har både haft dialogmøde med direktionen for Region Hovedstadens Psykiatri og dialog med den lokale afdelingsledelse. Og så har de bedt om aktindsigt i, hvad der ligger på området, men der har ikke været nogen åben kommunikationsvej, fortæller Hejdi Gamst-Jensen.
»Der sker bare det, at vores datter får det dårligere og dårligere, og at de ikke er villige til at prøve nogle ting, der måske ikke ligger først for i kataloget af muligheder.«
B.T. har talt med centerchefen ved Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstadens Psykiatri, Hallur Gilstón Thorsteinsson, der netop har været i kontakt med familien.
»Vi har lavet en aftale om at prøve en ordning af, hvor Rita får lov til at komme ind på barnets stue.«
Familien har fortalt, at de siden december har været i dialog med Region Hovedstadens Psykiatri, som har sagt, at man arbejder på nogle retningslinjer, men at de ikke har hørt noget. Hvordan kan det være, der først sker noget nu, efter pressen går ind i sagen?
»Jeg er selv først kommet ind i sagen her for nylig, men synes vi i forløbet har forsøgt at finde fleksible løsninger, der tager hensyn til både den berørte familie, de andre patienter og pårørende samt vores ansatte. For eksempel har vi de seneste måneder stillet et lokale til rådighed for både familie og hund, så de kunne være sammen her på hospitalet.«
B.T. har spurgt familien, om det er noget, de kan genkende. De siger, at der ikke har været stillet et lokale til rådighed de seneste tre uger på åbent afsnit.
Centercehefen fortæller om bevæggrunden for, at man i første omgang sagde nej til hunden:
»Vi har et hospital med mange tusinde patienter hvert år. Rigtig mange har det samme ønske, som den her familie har haft. Det bliver rigtig svært at operere med en psykiatrisk afsnit, hvor der i hver stue er forskellige slags dyr. Der er rigtig mange sikkerhedsspørgsmål, særligt på et intensiv-afsnit.«
»Så det bliver der taget højde for, både af hensyn til de andre medpatienter, pårørende, men også de ansatte. Og vi er nødt til at sige, at der er lige behandling for alle.«
Åbner det nu op for, at andre også må tage deres dyr med, eller er det kun den her specifikke familie, der får lov til det?
»Vi har lavet en aftale med den her familie om at afprøve en ordning. Det skal give os en erfaring, som vi må bringe med ind i nogle faglige drøftelser, om hvordan vi indretter vores resultater på det område fremadrettet.«
