14-årige Mikkel Møller Andersen får lige nu livsforlængende medicin. Lægerne kan nemlig ikke længere tilbyde ham nogen behandling mod den kræft, han har i hjernen.
»Jeg har det bedst med at glemme, at jeg er syg.«
Mikkel Møller Andersen sidder på sin seng på sit værelse. Et typisk drengeværelse med computer, gamer-stol og Minecraft-tapet. På nogle hylder på væggen står en lang række figurer, krus, nøgleringe, bøger og plakater med superhelten Deadpool.
Mikkel Møller Andersen lever dog langt fra en typisk teenage-tilværelse. Han kan ikke huske, hvornår han sidst har været i skole. Venner ser han knapt nok. Hans liv består i stedet primært af behandlinger, der holder ham i live, samt samvær med familien og computerspil.
Familien består af mor, far, lillesøster Emilie på 10 år og golden retriever-hvalpen Buddy på fem måneder. Buddy har været Mikkels største ønske næstefter at blive rask.
Den tumler rundt på gulvet og slikker alle, den kan komme i nærheden af, i hovedet. Der er lidt mere liv i Buddy end det marsvin, de tidligere havde, fortæller Mikkel.
Når snakken falder på kræft i hjernen og behandlinger, er der til gengæld ikke så meget at sige.
»Jeg vil bare gerne have et normalt liv,« siger teenageren.
Allerede tilbage i 2010 fik han første gang konstateret kræft i hjernen. Han havde i en lang periode haft hovedpine og kastede op. En scanning afslørede de barske realiteter.
»Vi var rigtig bange. Men lægerne fortalte os, at omkring 70 pct. af de børn, der får hjernetumorer, overlever. Det hjalp os på en eller anden måde, at der var så gode udsigter. Så det skulle vi bare lige have overstået, tænkte vi dengang,« siger Henrik Møller, far til Mikkel.
Et langt og opslidende behandlingsforløb gik i gang. Familien måtte til USA for at få såkaldt partikelterapi - en behandling der først i år er noget, man er begyndt at tilbyde danske patienter med kræft i hjernen.
Mikkel reagerede positivt på behandlingen, og i løbet af et år var kræften var borte.
»Han havde ikke længere nogen symptomer, og kontrolscanningerne viste ingen tegn på kræft. Som årene gik, blev håbet større, og vi troede på, at det ikke ville komme igen,« siger Rikke Møller Andersen, mor til Mikkel.
Når der er gået fem år efter diagnosen er stillet, og scanninger ikke viser tegn på kræft, kan man som kræftpatient officielt kalde sig selv for rask.
I bare tre timer nåede familien at fejre femårsdagen. Men så ringede lægen, der kunne fortælle, at hospitalet havde overset nogle pletter på scanningsbillederne.
»Jeg var grædefærdig. Det føltes som en kæmpe mavepuster,« siger Rikke Møller Andersen.
Mavepusteren er nu forvandlet til knock-out. Efter Mikkel igen har været igennem flere typer af behandlinger, hvor det både er gået godt og skidt, har familien for nylig fået at vide, at der ikke længere er mere at gøre.
Mikkel får livsforlængende medicin, og både mor og far har taget orlov fra deres arbejde for at få så meget ud af tiden som muligt. Familien bruger meget tid på at søge på nettet efter behandlinger, der måske kan hjælpe deres søn. Forskningen kan være svært at forstå, hvis man som Henrik Møller er uddannet VVS’er, og Rikke Møller Andersen arbejder som kontorassistent.
Men de har fundet en klinik i Tyskland, hvor en behandling muligvis vil kunne hjælpe Mikkel. Den koster omkring 500.000 kr. Den er noget billigere end den, de har fundet i USA til tre millioner kroner. Beløbene er dog enorme for familien, og selv hvis de sælger deres hus, er der ikke nok til en oversøisk kur.
Deres største ønske er dog, at lægerne herhjemme vil kunne tilbyde Mikkel en eksperimentel behandling med såkaldt immunterapi. De har derfor bedt panelet for eksperimentel behandling om at vurdere Mikkels sag og forventer svar i den kommende uge. Lægerne siger, at der er bare én procent chance for succes. Derfor er de meget forbeholdne med at afprøve denne mulighed.
»Det er jo ikke meget med én procent, men vi griber gerne den chance,« siger Henrik Møller.
Mikkel oplever stadig hovedpine og opkast, og han er meget træt som følger af den medicin, han får. Forældrene frygter dog, at sygdommen måske vil gå ud over talefunktionen eller bevægeligheden, som tiden går.
»Jeg tror godt, at Mikkel ved, hvor alvorligt det er. Men han siger ofte: »når jeg bliver voksen...«. Det gør mig så glad, at han har troen på, det nok skal gå,« siger moderen.
Tilbage på teenageværelset putter Buddy sig ind til Mikkel. Han smiler, og det blege ansigt lyser op for en stund.
