Norske prinsesse Märtha Louise og hendes mand, Ari Behn, skal skilles efter 14 års ægteskab. Parret har tre døtre sammen.

De er kendt som det utraditionelle par i de royale kredse. Hun mener at kunne kommunikere med engle. Han er provoen, der røg en joint på skærmen kort før en kongelig forlovelse. Nu – efter 14 år sammen og tre døtre – går de fra hinanden.

»Livet kører ikke på skinner. Det har både Ari og jeg erfaret. Men allertydeligst bliver det nu, hvor livet har gjort nogle krumspring for os, som vi aldrig havde forudset. I disse dage går vi fra hinanden. Vi afslutter ægteskabet, men forbliver sammen i forældreskabet,« oplyser Märtha Louise i en pressemeddelelse.

Parret vil fremover dele forældremyndigheden over deres tre døtre, Maud Angelica, 13, Leah Isadora, 11 og syvårige Emma Tallulah.

Märtha Louise blev gift med Ari Behn i maj 2002. Han friede, efter parret havde kendt hinanden i et år.
Märtha Louise blev gift med Ari Behn i maj 2002. Han friede, efter parret havde kendt hinanden i et år. Foto: FABRIZIO BENSCH
Vis mere

Det norske folk har altid haft et noget anstrengt forhold til den kontroversielle forfatter Ari Behn, som prinsesse Märtha Louise giftede sig med i maj 2002.

Han er født i Danmark af sine norske hippieforældre, og tilbragte sin barndom i et marxistisk kollektiv.

Nyheden om deres romance blev kendt i foråret 2001 – desværre efter at Behn havde ladet et kamerahold følge sig på reportagetur til Las Vegas, hvor han blev filmet i selskab med to prostituerede, der tog kokain, mens han selv talte varmt for rusmidler og også selv røg en joint.

Hoffet forsøgte at stoppe udsendelsen, men forgæves. Nordmændene blev forargede, og republikanerne fik vind i sejlende, men kærligheden sejrede trods alt.

»Her er manden, der får mig til at stråle,« lød det dybt forelsket fra den tidligere noget kejtede Märtha Louise, da parret meddelte, at de var blevet forlovet.

I maj 2002 fik han prinsessen.

Hans forældre, der gennemgik en dramatisk skilsmisse, da Ari var teenager, var ikke umiddelbart synderligt begejstret ved udsigten til at få blåt blod i familien.

Hans far, sejleren Olav Bjørshol, udtalte følgende kort efter forlovelsen:

»Jeg vil hellere sejle i en hård storm over Biscayen end mødes med den kongelige familie. Men det overlever jeg vel.«

Prinsetitlen takkede Ari Behn pænt nej tak til, og ønskede heller ikke at repræsentere Kongehuset. Han fortsatte karrieren som forfatter.

Også Märtha Louise modererede sin titel efter forlovelsen. Hun vedblev at være prinsesse, men ville ikke længere kaldes Hendes Kongelige Højhed og frasagde sig sin apanage for i stedet at tjene sine egne penge.

Den norske kongefamilie samlet i januar i anledning af kong Haralds 25 års jubilæum som regent. Fra venstre er det Ari Behn, Leah Isadora, Emma Tallulah, prinsesse Märtha Louise, dronning Sonja, kronprinsesse Mette Marit, prins Sverre Magnus, kronprins Haakon, kong Harald, Maud Angelica og prinsesse Ingrid Alexandra.
Den norske kongefamilie samlet i januar i anledning af kong Haralds 25 års jubilæum som regent. Fra venstre er det Ari Behn, Leah Isadora, Emma Tallulah, prinsesse Märtha Louise, dronning Sonja, kronprinsesse Mette Marit, prins Sverre Magnus, kronprins Haakon, kong Harald, Maud Angelica og prinsesse Ingrid Alexandra. Foto: LISE ASERUND
Vis mere

Hun er uddannet fysioterapeut og var som ung meget optaget af hestesport, men siden er det især det spirituelle, der har vakt hendes interesse.

I 2007 etablerede hun en selvudviklingsskole ved navn Soulspring. Her blev hun kritiseret for at lokke penge ud af sørgende nordmænd ved at love kontakt til afdøde gennem et britisk medie.

Märtha Louise er nummer fire i den norske arvefølge og bliver boende med døtrene på ’Bloksbjerg’ i Lommedalen. Ari Behn vil finde et hjem i nærheden.