Vores naboer mod nord kalder danske prins Joachim for arrogant, efter han irettesatte en journalist for at tiltale ham 'du'. Noget lignende vil aldrig kunne ske i det norske kongehus, hævder nordmændene.

I den norske pendant til Se og Hør beskrives prins Joachim som en, der skaber overskrifter for sit party-gen og sit turbulente kærlighedsliv. Nu er det prinsens snakketøj, man kaster sig over.

Det er nemlig kommet nordmændene for øre, hvordan prinsen nægtede at svare på et spørgsmål fra en dansk journalist, fordi denne kom til at sige 'dig' i stedet for 'dem'.

- Jeg siger ikke 'dig', gentager prins Joachim flere gange over for journalisten, mens hans hustru Marie smiler forlegent ved hans side.

Irettesættelsen skete tilbage i august, da prinsen blev interviewet af TV2 under et besøg på Skoleskibet Danmark, og klippet er nu at finde på Youtube.

Prinsens attitude har delt danskerne på midten. Der er den ene halvdel, som mener, at prinsen blot holder på etiketten. Og så er der den anden, som betegner Joachim som 'snobbet' og 'arrogant'. Men nordmændene er ikke i tvivl: Noget lignende vil man aldrig opleve med det norske kongehus.

I en afstemning, som norske Se og Hør har lavet, siger 89 procent, at det aldrig vil kunne ske i Norge, fordi den norske kongefamilie er mere folkelig end det danske.

- Noget lignende vil aldrig kunne ske med vores kongelige. I min alder falder det naturligt at bruge 'De' som tiltaleform - ligesom 'Deres Kongelige Højhed' og 'Deres Majestæt'. Men jeg har også nogle gange sagt 'du' til vores kongelige, uden at de har bemærket det mindste. Nogle gange har de endda opmuntret til at være 'dus', fortæller hofreporter Kjell Arne Totland fra norske Se og Hør.

Hofreporteren var også både 'overrasket' og 'skuffet', da han første gang så klippet på dansk tv.

- I øvrigt tror jeg, at det siger mere om prins Joachim som person. Jeg tror hverken, at dronning Margrethe, kronprins Frederik eller kronprinsesse Mary ville have reagereret på den måde. Og faktisk ser det ud, som om Marie synes, at hendes mand er en smule pinlig, siger hofreporteren. 

Se klippet og døm her.

HVAD SYNES DU? ER HAN SNOBBET, ELLER FØLGER HAN BARE ETIKETTE? DELTAG I DEBATTEN HER.