Kondolencerne er væltet ind, efter et amerikansk rutefly og en militærhelikopter kolliderede over Washington.
Alle om bord på flyet og i helikopteren mistede livet.
Også i det britiske kongehus har ulykken skabt chok, og kong Charles sender sine kondolencer.
»Min familie og jeg er dybt chokerede og bedrøvede over de forfærdelige nyheder om den tragiske flyulykke i Washington, D.C., som har ført til et så ødelæggende tab af menneskeliv,« siger han i en udtalelse fra Buckingham Palace og fortsætter:
»Vores hjerter og vores særlige tanker er hos USAs befolkning, og vores dybeste sympati går til alle ofrenes familier og kære.«
Han sender også en særlig hyldest til de redningsfolk, der hurtigt rykkede ud til ulykkesstedet.
Der var 60 passagerer og fire besætningsmedlemmer ombord på flyet samt tre soldater ombord på helikopteren.
Det er bekræftet, at en af passagererne ombord på flyet var dansker.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, har skrevet på Truth Social, at den pågældende Black Hawk-helikopter, der var involveret i ulykken, fløj for højt.
Det samme har flere amerikanske medier skrevet.