Da den britiske dronning Camilla lagde vejen forbi den nordirske hovedstad, kom hun med en kort opdatering på, hvordan hendes mand, kong Charles, har det.

Men det var ikke det eneste, der endte med at stjæle fokus under besøget. Det samme gjorde en lille – og yderst velklædt – dreng.

Det skriver en række britiske medier, herunder Sky News og BBC.

Mødet mellem dronningen og den knap toårige dreng fandt torsdag sted, mens Camilla var på besøg rundt i Belfast.

Her ses dronning Camilla i bageriet, mens lille Fitz poserer for kameraerne.
Her ses dronning Camilla i bageriet, mens lille Fitz poserer for kameraerne. Foto: Samir Hussein/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun lagde vejen forbi flere af butikkerne langs Lisburn Road i den sydlige del af byen – og det førte hende også forbi et bageri, der ejes af William Corrie og Zoe Salmon.

Det endte dog med at være parrets søn, Fitz Corrie-Salmon, der om en måned runder de to år, som løb med opmærksomheden.

Han var nemlig klædt på til at imponere i en lille smoking.

Drengen smilede ifølge Sky News stort, da dronningen mødte op ved bageriet, og Camilla grinede tilbage, mens der blev lavet sjov med, at Fitz helt løb med al fokus.

Dronning Camilla bemærkede, at den lille dreng er 'et naturtalent' foran kameraerne. 
Dronning Camilla bemærkede, at den lille dreng er 'et naturtalent' foran kameraerne.  Foto: Samir Hussein/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og mens Camilla snakkede med drengens far, gik Fitz frem på gulvet foran den forsamlede presse, der var mødt op i stor stil med både fotografer og tv-kameraer.

Det fik den britiske dronning til at bemærke:

»Vi har et naturtalent foran kameraerne,« til stor latter blandt de forsamlede i butikken.

I et interview med Sky News fortæller drengens forældre, William Corrie og Zoe Salmon, at dronningen med det samme, hun ankom til butikken, lagde mærke til Fitz, og spurgte, hvad han hed og bemærkede hans tøj.

Bageriet, som dronningen besøgte, ejes af Fitz' forældre.
Bageriet, som dronningen besøgte, ejes af Fitz' forældre. Foto: Samir Hussein/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Åh, jeg tror, han var meget betaget af hende. Hun fik ham til at føle sig så afslappet, at han bare gik ind... og bare elskede livet,« fortæller moderen, Zoe, og tilføjer:

»Han følte sig så godt tilpas, fordi hun (dronning Camilla, red.) var så varm og imødekommende.«

Under besøget i Belfast kom Camilla også med en kort kommentar vedrørende hendes mand, kong Charles, som i februar offentliggjorde, at han var blevet diagnosticeret med kræft.

Hvilken type af kræft der er tale om, er ikke kendt af offentligheden.

Da Camilla torsdag lagde vejen forbi en delikatessebutik i den nordirske by, fik hun overrakt et kort med ønske om god bedring til kongen. Da hun tog imod kortet, takkede hun ifølge Hello Magazine og sagde:

»Han har det rigtig godt. Han var meget skuffet over, at han ikke kunne komme.«

Da en anden af de fremmødte jokede med, at mænd »ikke er de nemmeste patienter«, tilføjede dronningen:

»Jeg prøver at holde ham i ørerne.«

Charles' kræftsygdom blev opdaget i forbindelse med, at han blev behandlet for forstørret prostatakræft i januar.

Det britiske kongehus har dog oplyst, at der ikke er tale om prostatakræft.

Andre læser også