Den lyserøde hat, som Dronning Margrethe bar ved Folketingets åbning, har skabt glæde hos Adidas. De tre striber hen over hatten er nemlig synonymet med det tyske sportsbrand.

Adidas-striberne bliver normalt mest vist frem i de danske sportshaller. Men i dag gjorde noget, der til forveksling ligner de klassiske linjer, sin entre i Folketinget. Dronning Margrethes lyserøde hat havde en stor lighed med sportsbrandets varemærke.

- Den har givet os et smil på læben, for selvom striberne ikke er identiske med vores, så er det jo en direkte reference. Derfor er vi glade, og vi vil godt sige tak til hendes majestæt, siger Ulrich Scheibelein, Brand Marketing og PR-manager hos Adidas Group i Danmark.

Han oplyser, at det faktisk ikke er første gang, at Dronning Margrethe har båret rundt på hatten med 'Adidas-reklamen'. Hun har før båret den ved et færøsk arrangement. Men der er ikke tale om et markedsførings stunt fra sportsgigantens side med dagens påklædning.

- Der er desværre ikke tale om en genistreg fra min side, men vi er jo glade for at se vores striber i Folketinget. Jeg har også fået flere mails fra kollegaer i branchen, hvor de har skrevet ’Godt gået’. Men jeg kan jo altså ikke tage æren, siger Ulrich Scheibelein.

Normalt kan folk, der kopierer Adidas' varemærke se frem til en retssag. Men i denne sag Adidas ikke tænkt sig at kontakte Kongehuset med en stævning.

- Det er blot et sjovt sammenfald, som vi ikke har tænkt os at se ned på eller sagsøge nogen på grund af. Vi er bare glad for at se vores varemærke i Folketinget, siger Ulrich Scheibelein.