Inflation, krig i Ukraine og ekstra udgifter til leverance. 

Der er flere grunde til, at Roskilde Festival i år sat priserne på øl op med 40 procent mod prisen sidste år. 

Men det skræmmer ikke gæsterne væk fra øllene på årets festival. 

»Det lyder vanvittigt, men hvis man gerne vil have kolde øl, så må man betale, hvad det koster,« siger Amalie, da B.T. møder hende på festivalen. 

Hun er en af dem, der køber sine øl på Roskilde Festival i stedet for at have med hjemmefra. 

»Jeg er blevet lidt af et luksusdyr, tror jeg. Så jeg vil hellere have dem kolde end at køre til Tyskland for at købe nogle billigere. Så må jeg jo betale lidt mere,« lyder det. 

Prisen for en ramme med 24 øl er steget en hel del.

Fra at kunne nyde kolde dåseøl på festivalen til 159 kroner sidste år, er prisen i år nu på 222 kroner for samme mængde og mærke øl.

Det viser en gennemgang af priserne fra 2022 og de nu opdaterede priser til årets festival i 2023.

Prisstigningen på 63 kroner svarer til en stigning på 40 procent fra sidste års priser.

Og selvom den prisstigning kan virke høj, så vejer det alligevel højere at få kolde øl. 

»Vi har det godt. Så hvis øl koster lidt mere hernede, så gør det ikke noget,« fortæller Halfdan, efter han har købt 24 dåseøl til sin camp. 

Roskilde Festival selv fortæller at ølpriserne er ændret i forlængelse af prisstigninger fra deres leverandører.

Det sker som følge af de stigende råvarepriser og produktionsomkostninger, der præger verdensmarkedet i øjeblikket, lyder det.

Roskilde Festival oplyser, at festivalen i 2023 generelt oplever flere og højere prisstigninger fra deres leverandører, end de har oplevet andre år.

Du kan følge med i B.T.'s dækning af festivalen i vores liveblog HER. 

Andre læser også