Det handler om at have forsikringerne i orden, inden man rejser til udlandet. Og det handler ikke mindst om at vide, hvordan forsikringerne dækker.

Bliver man syg inden ferien, er det en god idé at blive hjemme. Har man afbestillingsforsikring, får man herfra refunderet det beløb, man har betalt for rejsen.

Har man ikke en afbestillingsforsikring, kan man måske føle sig fristet til at tage afsted alligevel, men så skal man vide, at ens rejseforsikring ikke dækker sygdomsbehandlingen, hvis sygdommen var kendt inden afrejsen.

Og selv mindre alvorlige sygdomme, som forkølelse og lidt feber, kan udvikle sig, når man kommer op i et fly og udsætter kroppen for de ekstra strabadser, der er forbundet med at rejse

Læs også: Hver fjerde tror, at det blå kort dækker i Tyrkiet

»En simpel infektion kan udvikle sig. Det har vi desværre set en del eksempler på – især hos små og mindre børn. Det, der ligner en forkølelse eller en begyndende mellemørebetændelse, kan udvikle sig hurtigt og blive til en alvorlig situation,« siger overlæge, dr.med. Steffen Ulrik Friis, som er lægekonsulent hos forsikringsselskabet Europæiske.

Nogle forsikringsselskabers rejseforsikringer, som er tegnet sammen med indboforsikringen, omfatter også en afbestillingsforsikring. Andre forsikringsselskaber har afbestillingsforsikring, som skal tegnes særskilt.

Det skal man hos Europæiskes Rejseforsikring, og det er der kun hver fjerde kunde, der gør.
»Måske ser man en afbestillingsforsikring som noget, der kun dækker ved en alvorlig sygdom inden afrejsen, og ser forsikringen som en irriterende udgift. Man tænker måske heller ikke på, at en simpel infektion også kan bryde ind i ferieplanerne. Det undrer os,« siger selskabets marketingchef, Mark Bartram.

Læs også: Så meget koster det, hvis du mister eller har glemt dit pas

Europæiske har derfor iværksat en kampagne for at gøre danskerne opmærksom på at huske afbestillingsforsikringen - og ikke mindst også bruge den, når de er syge.

Netop efterårs- og vintermånederne er højsæson for forkølelse, luftvejsinfektioner og influenza, og Steffen Ulrik Friis råder forældre til at holde øje med børnene, inden de skal på rejse, og ikke tage af sted på Panodil uden at have konsulteret egen læge og rejseforsikringsselskabet.

Han giver følgende råd:

INDEN REJSEN

  • Er du eller dit barn syg inden afrejsen, bør du søge læge og blive tjekket for infektion.
  • Husk altid at kontakte dit forsikringsselskab for at få dets vurdering og høre, om dine rejseforsikringer dækker.
  • Er det en simpel forkølelse, kan du godt tage af sted.

PÅ REJSEN

  • Bær løstsiddende tøj og løs bæltet, skjortekrave, sko osv.
  • Undgå at være stillesiddende – husk at bevæge dig lidt rundt.
  • Selv om du er rask, er det en god idé at gå en tur op og ned ad mellemgangen i flyet for at holde kroppen i gang.
  • Sørg for hvile og minimer stress på rejsemålet. Sygdom kan ikke gås væk på museer eller løbes væk på en skipist.
  • Drik meget væske, helst vand og sodavand og ikke alkohol, som er vanddrivende.
  • Søg læge ved behov.
  • Orienter rejseforsikringsselskabet, hvis du bliver syg og må søge læge.