Hverken hotelbookinger i god tid eller i sidste øjeblik giver de laveste priser. Størst besparelse får man omkring en måned før, viser en Trivago-undersøgelse.

Der er ingen grund til at sidde med nerverne uden på tøjet og vente med at booke overnatning på hotelsøgesiderne til allersidste øjeblik inden rejsen.

Priserne er nemlig ikke lavere - snarere tværtimod.
Det viser en undersøgelse, som Trivago har foretaget af priser og datoer for to års hotelbookninger i Storbritannien, Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien.

Generelt for alle bookingerne var, at at priserne på værelserne var højest, når de var booket mere end to måneder før rejsen. På det tidspunkt begynder værelsesprisene at falde - til den laveste pris 28 dage før afrejse, hvorefter de igen stiger til samme niveau, som to måneder før.

Læs også: Prisvenlige designerhoteller

Undersøgelsen viser også, at perioden, hvor man opnår de billigeste hotelpriser, varierer for de enkelte lande.

Ved rejser til Spanien kan man man med fordel booke hotelværelset mellem fire og syv uger, før man skal bruge det, mens den billigste bookingperiode er lidt kortere i Storbritannien: fire til fem uger før.

På rejser til Tyskland er billigste periode tre til fire uger før, og til Italien tre til seks uger før afrejse. Til Frankrig kan man vente indtil to uger før afrejse og stadig få en god besparelse. Her er den billigste bookingperiode to til fem uger før rejsen.

Læs også: Ny tysk dom kan give billigere hotelværelser

»Hvilken ugedag, man booker hotelværelset, har ingen betydning. Om det er søndag eller tirsdag. Det væsentligste for prisen er, hvor lang tid inden afrejsen der bookes,« siger Vibe Fogh-Andersen fra Trivago om undersøgelsen.

Hotelsøgemaskinen Trivago sammenligner priser på mere end 250 hotelbookingsider med over 900.000 hoteller.