Novembermørket er perfekt til at sidde indendørs med et krus te og drømme sig ud i verden.  Her er tre bøger – to nye og en klassiker – der tager dig med ud på spændende rejser.

Livet på steppen

Det er et stort, stort land. 36 gange større end Danmark, men der bor kun lidt over halvdelen af den danske befolknings størrelse – omkring 3 mio. indbyggere – klemt inde mellem et endnu større land, Kina, mod syd og Putins Rusland i Nord.

Mongoliet er et ukendt land for de fleste. Journalist Mette Holm har imidlertid rejst i landet igen og igen, og berettet om det, der betragtes som den største demokratiske succes i det tidligere Sovjetunionen.

Bogen indledes med en samling rejsebreve, som hun under rejserne har skrevet hjem til venner og bekendte. »Hopla-noter« kalder hun dem. Og det er herlige små oplevelser og beretninger fortalt levende med humor og kommentarer – ja, i hopla. Man føler selv, man er med på turen ud i det store land.

Men der er kun fem sider med disse levende, personlige og medrivende fortællinger.

Derefter bliver Mette Holm mere nøgtern refererende/beskrivende og overlader ordet til mongolerne, og lader dem fortælle om deres historie, deres liv og deres forventninger og ønsker om fremtiden. Ganske som bogens titel: »Stemmer fra steppen«.

Det er ned i tempo, men det er informativt, og det er gedigen viden om en del af verden, som de færreste kender, ledsaget af Søren Zeuths smukke fotos.

Info: »Mongoliet, stemmer fra steppen« Af Mette Holm og Søren Zeuth. Forlaget Frydenlund. Illustreret. 185 sider. Pris: 299 kr.

10 år med en båd

Alle gode gange tre, kan man sige. Tredje og sidste bind om Annie og Lars Larsens 10 år lange jordomsejling på sejlskibet Larsine er udkommet. Denne gang gælder det strækningen fra Thailand syd om Afrika til Sydamerika – med en afstikker til Antarktis – og Trinidad i Caribien, hvor Larsine indtil videre ligger fast, og nu kun bliver sejlet fire måneder hvert år.

Som de to tidligere bøger er det en dagbogsberetning. Dage med vind. Dage uden vind. Og noterede daglige strækninger i sømil afbrudt af beskrivelser af udflugter og rejser ind i de lande, de besøger. Lidt reflektioner bliver det også til ind imellem stort og småt ledsaget af masser af små fotos.

Lysten til at opleve holder parret helt til Buenos Aires, hvor båden har ventet, mens de rejser til Peru for at opleve Machu Picchu og Titicaca-søen. Derefter bliver det vinter og koldt, og på turen nordpå mod varmen sker det ene nedbrud på båden efter det andet, og parrets overskud daler tilsvarende. Da de når Tobago, sidste stop inden Trinidad, erklærer de sig mætte af oplevelser, men også tilfredse.

Om Larsine nogensinde kommer tilbage til Danmark, er ikke afgjort. Det er fem år siden parret afsluttede den store jordomrejse, men tanken om at sejle båden tværs over Atlanten til hjemlige farvande, er så småt begyndt at melde sig. betak

Info: »Bølgebrus og livets sus« af Annie Larsen. Forlaget Larsine. Illustreret. 380 sider. Pris: 299 kr.

Den gode historie

»Alle historier bliver bedre af at blive fortalt, og når jeg fortæller dem igen og igen, finder jeg bedre måder at fortælle dem på,« har Bruce Chatwin (1940-1989) sagt.

Han har aldrig hævdet at være et sandhedsvidne, og han bad sin agent om ikke at lancere »I Patagonien« som en rejsebog, mens som litterær nonfiktion. Men han havde skrevet om virkelige personer, han havde mødt, og mange blev rasende over hans lemfældige omgang med virkeligheden.

Bogen, der udkom i 1977, blev imidlertid kult, og i 1980erne valfartede de rejsende til det vindblæste og barske sydligste af Sydamerika med den britiske »ensomme ulv og rejsende dandys« bog i bagagen,

Og det forstås. Det er – sandhed eller ej – spændende fortællinger fortalt af de mennesker, han møder på sin rejse. Bogen er godt skrevet, og med et pennestrejf kan han beskrive omgivelserne præcist og sætte en stemning, så man føler, man selv er med.

Bogen er genudgivet i en ny serie, Rejsebiblioteket, fra C&K Forlag. Foreløbig er der udkommet fire bøger. Det er ud over Chatwins Patagonien-bog »Tracks« af Robyn Davidson, som vandrer gennem det australske backland sammen med en kamel og en hund, »Berlin-Moskva en rejse til fods« af Wolfgang Büscher og »Wild« af Cheryl Strayed om en ung kvindes vandring ad Pacific Crest Trail. betak

Info: »I Patagonien« af Bruce Chatwin. Forlaget C&K. 270 sider. Pris: 129 kr.