Vi tog en Rolls-Royce rundt på herresædet i Sydengland for at inspicere stedet
Goodwood Estate er stedet for den spirende gentleman. Fly, biler, heste og golf er en del af livsstilen.
Der findes rejsedestinationer, der er skræddersyet til en specifik arketype. Galapagos er til naturentusiasten, Tarifa er til kitesurferen og Athen er til den arkæologisk begejstrede søjlenørd.
Rullende bakker, stengærder, arkitektur som en Barnaby-kulisse, en travbane, en racerbane og en aerodrom. Smid en 18 hullers eviggrøn golfbane og et klassisk engelsk femstjernet landhotel ind i ligningen, og man har arketypedestination til den anglofilt anlagte gentleman.
Goodwood Estate på den engelske sydkyst har det hele, hvis man er således disponeret.
Jeg parkerer den store Rolls-Royce Wraith på parkeringspladsen ved Goodwood Circuit. Har lånt den af Rolls-Royce til en test til avisens biltillæg. Og den synes oplagt til lejligheden.
Goodwood Circuit er en 3,8 km lang racerbane omgivet af grønne plæner, så langt øjet rækker. Sydengland lader denne sommerdag til at være malet med en ekstra modstandsdygtig grøn, som aldrig falmer.
En Porsche drøner forbi inde på banen. Det er en semiklassisk sag, fra dengang motoren var luftkølet. I takt med at lyden bliver svagere, rumler en ny motorlyd nærmere.
Fart på banen... og i luften
Det lyder som et monster af en racerbil, men lyden kommer fra en forkert retning. Efter et kort øjebliks forvirring ser jeg flyet. Det er en Spitfire.
Flyet, der var med til at vinde Slaget om England i sommeren 1940. Det er en to-personers træningsmaskine, der kommer ind fra syd. Den har formentlig været på en betalt rundflyvning ned over Den Engelske Kanal.
Den taber omdrejninger og højde. Lægger an til landing, og hjulene skøjter henover den grønne græslandingsbane på Goodwood Aerodrome – som britisk landadel betegner en lufthavn.
Lufthavnen og racerbanen er en del af samme kompleks. Etableret på resterne af RAF Westhampnett – en af de mange små luftbaser, som de allierede spredte med lind hånd over Sydengland under Anden Verdenskrig. I 1948-1966 fungerede stedet som racerbane, men så blev den for dyr at vedligeholde, og den forfaldt langsomt.
I dag står alting dog nyistandsat, nymalet og nyklippet. De hvide bygninger dikterer solbriller i sommersolen, og det er lige før græsset er for velplejet til at betræde. Det hele er så ærkebritisk, at havde racerbilen været en engelsk Jaguar i stedet for en tysk Porsche, så ville det ligne en tyk kliché.
Men det er det ikke, det er tværtimod en af Englands mest aktive motorsportsbaner, og det er alt sammen én mands fortjeneste. Ejeren af Goodwood Estate, på hvis jorde både Aerodrome og Circuit ligger.
Fartlysten vandt
I slutningen af 1980erne så det ikke alt for lyst ud for Goodwood Estate. Men i 1989 overdrog den ældre Lord March godset og driften til sin dengang 34-årige søn med det civile navn Charles Henry Gordon-Lennox.
Sønnen boede på det tidspunkt i London, ernærede sig som fotograf og havde en forkærlighed for hurtige motorcykler. Ikke den klassiske godsejerkliché. Han var dog sit ansvar som arving bevidst og flyttede de små to timer på motorcykel (en enkelt for ham) sydpå til Goodwood.
Der stod det hurtigt klart, at der skulle mere end traditionel landbrug og en slidt travbane til at holde godset oven vande. Så han besluttede at lade sin personlige passion for motorsport – og alt hvad dertil hører – blive ledestjernen for godset. Han ville bringe motorsporten hjem til Goodwood.
Det blev starten på en succeshistorie, der her 25 år efter hvert år bringer ca. 300.000 gæster forbi Goodwood til de to årlige bilfestivaler Festival of Speed og Goodwood Revival.
Den første er en ren og skær fejring af fart. Alt fra moderne jagerfly til Ferrari-konceptbiler indtager Goodwood en uge i juni, og brænder oktan af, som havde de aktier i olieindustrien.
Goodwood Revival er en anelse mere raffineret. Mere klassisk. Mere britisk.
Det er en fejring af motorsporten og automobilindustrien, som da farfar var ung. Her hylder man de biler, som konkurrerede på Goodwood Circuit i storhedstiden 1948- 1966, og gæsterne er som oftest tidstypisk klædt på.
Tweed, stråhatte og hullede læderkørehandsker så langt øjet rækker. Goodwood Revival afholdes hvert år i september. Et medlemsskab af Goodwood Road Racing Club (endnu en af Lord Marchs ideer), giver eksklusiv adgang til begge begivenheder. Men der er venteliste.
Da motorsportstraditionen blev genoplivet
Jeg starter Rolls-Roycen. Selv om den har 12 cylindre, lyder den ikke nær så hysterisk som Spitfirens 12-cylindrede Rolls-Royce Merlin-motor. Men den er heller ikke lavet til at vinde krige, bare til at gøre velhavende kinesere, briter, amerikanere, arabere og russere glade.
I disse dage er Rolls-Royce i virkeligheden ejet af tyskerne, og fabrikken ligger ikke langt fra racerbanen. Det er også Lord March idé. Efter genoplivningen af den lokale motorsportstradition i 1990erne, var han på udkig efter en bilproducent, der havde mod på at bygge biler i Goodwood.
Nissan henvendte sig først, men var hverken britisk, sportslig eller luksuriøs nok, hvis man skal tro rygterne. BMW havde netop købt Rolls-Royce, men havde kun fået navnet. Ingen fabrik eller modeller fulgte med.
Det var et perfekt match, og Lord March tilbød tyskerne et hjørne af godsets ejendom til opførelsen af en helt ny bilfabrik. De lokale var skeptiske. Industri mit i den landlige engelske idyl? Men i dag praler ejendomsmæglerannoncerne med en beliggenhed tæt på fabrikken.
Den ligner nu også mere et moderne hovedkvarter for en IT-gigant end en bilfabrik. Den har græs på taget og masser af søer og omkringliggende grønne arealer. Ved særlige lejligheder kan gæster få en rundtur på fabrikken, og det er en kæmpe oplevelse.
I dag sættes kursen dog i modsat retning mod Goodwood Racecourse, som ligger små 10 minutter i bil fra Goodwood Circuit.
Goodwoods tilbud til gentlemanden
Goodwood Racecourse er en af Englands mest berømte galopbaner. Den lægger græs til to ud af de 31 årlige nationale, men har 19 løbsdage i 2015.
Det første hestevæddeløb på Goodwood foregik i 1802 og handlede mere om at holde de lokale kavaleriofficerer skarpe end om pomp, pragt og pengespil. Siden har Goodwood været en af galopsportens globale hjemmebaner. Banen er 3,2 kilometer lang, og strækker sig over et areal med solide bakker undervejs.
I dag er ikke en af de årlige løbsdage, men med over 20.000 gæster, masser af champagne og store hatte, omkring banen og på den store hovedtribune på løbsdagene, holder stedet fast i den stærke engelske hestevæddeløbstradition.
Anlægget betragtes derfor som juvelen i Familien Marchs samling af gentlemansaktiviter på Goodwood.
Jeg kører videre til Goodwood House. Huset er det private hjem for Lord March, og ligner det herresæde, det er – med flere fløje og søjler. Undervejs gør jeg et stop på Goodwood Farmshop, hvor godsets økologiske produkter sælges direkte til forbrugerne.
Eksklusiv og civiliseret
Tilbage på Goodwood Hotel kan jeg på vejen fra bilen til receptionen skimte »The Park Course«, den ene af Goodwoods to 18 hullers golfbaner.
Det er en Pay & Play bane åben for alle, mens »The Downs« fra 1914 er Goodwoods mere eksklusive golfbane, der blandt andet lægger fairways til det engelske PGA mesterskab.
Jeg springer dog over i denne omgang og sætter efter check-in i stedet kurs mod hotellets restaurant. Maden er forrygende, øllen – ligesom råvarerne på maddelen – lokal, og stemningen oser af hyggelig landlig kro. Med ældre klassiske møbler, lavt til loftet og overstrømmende civiliseret betjening.
Tilbage på værelset mangler jeg bare 18 huller golf, five o’clock tea i godsets hovedbygningen Goodwood House og en tur ud over kanalen i den to-personers Spitfire, før jeg føler, jeg har gennemgået hele Goodwoods introduktionskursus til livet som landlig engelsk gentleman.
I morgen skal Rolls-Roycen dog afleveres og den billige lejebil køres tilbage til London. Det bliver dog et på gensyn nærmere end farvel – målet er at komme tilbage i min egen lille britiske sportsvogn iklædt tweed og kørehandsker til Goodwood Revival. En drøm fostret af blot en enkelt nat i baronens seng.
