Den danske tennisspiller spillede med hviderussisk diktator. Det burde hun have holdt sig fra, mener Venstre. Venstre kritiserer Caroline Wozniacki for at have hyldet Hvideruslands diktator, Alexander Lukashenko.

I november deltog den danske tennisstjerne i en opvisningskamp sammen med sin hviderussiske kollega, Victoria Azarenka.



Midt under kampen afbrød de spillet og gik op til den hviderussiske diktator. De tog ham i hånden og gik herefter alle tre ned på banen, hvor de spillede videre, nu med tennisstjernerne mod Alexander Lukashenko - der vandt kampen.



I ugerne op til det hviderussiske valg, der var præget af svindel og overgreb mod oppositionen, blev klippet med den danske tennisstjerne vist igen og igen som et led i Alexander Lukashenkos valgpropaganda.



Det fortalte P1 Orienterings Michael Andersen i fredagens udsendelse.

- Jeg blev mildest talt forbløffet, da jeg forleden hørte om Wozniackis optræden sammen med den hviderussiske diktator, siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen.

- Jeg synes, at Caroline Wozniacki burde have holdt sig langt væk fra Lukashenkos propaganda show.

Alexander Lukashenko styrer Hviderusland med hård hånd. Præsidentvalget i 2006 var ifølge OSCE præget af valgsvindel. Efterfølgende blev en folkelig protest slået brutalt ned, og oppositionsledere blev fængslet.

Græsrodsaktivister chikaneres jævnligt af myndighederne og oplever ligeledes vilkårlige fængslinger.

- Hviderussernes kamp for demokrati bliver ikke ligefrem lettere, når deres diktator mænger sig med internationale verdensstjerner, siger Michael Aastrup Jensen.

- Jeg har det ærligt talt svært med at se Wozniacki den ene dag blive hyldet som et stort forbillede, mens hun den næste leger bedste venner med en brutal diktator, der har adskillige mord på samvittigheden, siger udenrigsordføreren.

/ritzau/