Danmark skal gå forrest og kræve et »de facto handelsembargo« mod Rusland.

Sådan lyder budskabet fra Venstre, der vil skrue gevaldigt op for sanktionspresset på Rusland efter uhyggelige billeder af mulige krigsforbrydelser begået af russiske soldater i Ukraine.

»Der er ikke nogen tvivl om, at de krigsforbrydelser, vi har set i Butja, er en gamechanger for os,« siger udenrigsordfører og næstformand i Udenrigspolitisk Nævn, Michael Aastrup Jensen.

Han kræver, at Danmark – sammen med de øvrige EU-lande – skal lukke danske havne for russiske skibe og stoppe al lastbilfragt fra Rusland ind i EU.

»Der er brug for trække en streg i sandet. Vi skal sende et klart signal til Rusland, og der er stadig mere, vi kan gøre,« siger Michael Aastrup.

I sidste uge, efter den ukrainske præsident Zelenskyjs tale til Folketinget, var Michael Aastrups egen partiformand ellers mere ulden ved at gå så langt.

»Verdens sjettestørste søfartsnation skal være forsigtige,« lød det blandt andet fra Jakob Ellemann-Jensen om en hypotetisk lukning af danske havne.

Over weekenden begyndte billeder at strømme ud fra den lille, ukrainske by Butja, hvor civile blev fundet dræbt langs en hovedgade med hænderne bundet bag ryggen.

Hændelsen har allerede fået blandt andet Tyskland og Frankrig til at udvise russiske diplomater i hobetal, og tirsdag har den danske regering fulgt i deres fodspor.

Udenrigsminister Jeppe Kofod meddelte efter et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn, at 15 russiske diplomater er blevet erklæret 'persona non grata' og skal forlade landet.

Rusland har afvist alle beskyldninger om at have begået krigsforbrydelser i Butja.

Dmitrij Medvedev, der er en af præsident Vladimir Putins nærmeste allierede, kalder det »kynisk ukrainsk propaganda«, at russiske styrker skal have skudt og dræbt civile, skriver Sky News.

Tirsdag morgen blev anklagerne dog styrket af satellitbilleder fra Maxar Technologies taget i midten af marts.

Billederne viser, at de mange lig ligger samme sted, hvor de ukrainske styrker fandt dem fredag, da de genindtog byen fra de russiske soldater.