Carolineskolen ligger på en stille vej på Østerbro i København. Det ligner dog ikke en skole udefra. Tværtimod ligner det et mindre militæranlæg med høje pigtrådshegn, indgangssluser og patruljerende politi.

Lytter man efter, er det dog tydeligt, at der bag ved hegnet er legende børn. Boldspil, latter og sang kan høres, men børnene, der laver lydene, er beskyttet mere end andre danske skolebørn. Skolen er nemlig jødisk, og er en af de skoler, Kundby-pigen tirsdag blev kendt skydig i at have planlagt et angreb imod.

I går lagde undervisningsminister Merete Riisager fra Liberal Alliance vejen forbi Carolineskolen for at vise sin sympati med skolen.

»Jeg kommer til mange skoler rundt om i landet, og jeg har aldrig været på en skole, der på denne måde er omkranset af sikkerhed. Det gør mig vred at tænke på, at de her børn bliver nødt til at blive beskyttet, bare fordi de har en jødisk religion, så jeg vil gerne vise min solidaritet med skolen og de børn, der går her,« siger Merete Riisager.

Bag det meterhøje pigtrådshegn ligger den jødiske skole Carolineskolen, som Kundby-pigen planlagde terror mod.
Bag det meterhøje pigtrådshegn ligger den jødiske skole Carolineskolen, som Kundby-pigen planlagde terror mod. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Næstformanden i Det Jødiske Samfund i Danmark, Jonathan Fischer, fortæller, at selvom der har været meget omtale af skolen i forbindelse med Kundby-sagen, så har man forsøgt at gøre hverdagen så normal som mulig for børnene på skolen.

»Det er jo desværre ikke noget nyt, at der er en trussel mod os. Men det er klart, at det rykker tættere på, når der er en konkret trussel, hvor der er faldet dom over en, som har planlagt at sprænge en bombe ved vores skole,« siger Jonathan Fischer, som selv har gået på Carolineskolen.

Hverdagen på skolen bærer ikke præg af sikkerhed eller trusler, men ved ind og udgang skal skolebørnene igennem en sluse.

»Det er de ydre rammer, der er specielle her. Børnene går i skole og lærer de samme ting, som alle andre danske børn, og som man kan høre, så leger og hygger de sig i frikvarteret. Det er en ganske almindelig hverdag inden for hegnet,« siger Jonathan Fischer.

Jonathan Fischer, næstformand i Det Jødiske Samfund i Danmark.
Jonathan Fischer, næstformand i Det Jødiske Samfund i Danmark. Foto: Martin Sylvest
Vis mere