Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Der er næsten elektricitet i luften. Inger Støjberg bevæger sig op på scenen foran flere tusinde mennesker, der er mødt op for at hylde hende.

Der bliver hujet og klappet.

Og så bliver der stille.

Skyerne trækker ind over Visborggaard Slot, hvor Inger Støjberg holder takkefest oven på en rigsretssag og 60 dages ubetinget fængsel.

Alle venter i spænding på at høre de ord, de er kommet fra nær og fjern for at overvære.

»Hold nu op, hvor er I mange. Jeg bliver helt bevæget,« lyder det fra Inger Støjberg.

Flere gange i løbet af talen bliver hendes ord mødt med klapsalver. Ikke mindst da hun siger:

»Jeg mangler ord. I har båret mig igennem det her. Det vil jeg aldrig glemme jer for.«

Folkemængden talte over 2.000 ved Inger Støjbergs takkefest torsdag. Foto: Sarah Christine Nørgaard, Byrd.
Folkemængden talte over 2.000 ved Inger Støjbergs takkefest torsdag. Foto: Sarah Christine Nørgaard, Byrd.
Vis mere

Over 2.000 mennesker er mødt op for at takke Inger Støjberg, selv om hun er blevet kendt skyldig af 25 ud af 26 rigsretsdommere i at bryde ministeranvarsloven og efterfølgende blev smidt ud af Folketinget.

Men hvad talen ikke afslører, som mange af de fremmødte gerne ville vide, er: Hvad skal der ske nu?

En af dem er Ib Stanley. Han har taget turen fra Thy for at vise sin taknemmelighed.

»Der er ingen som Inger. Hun er dygtig, men hun er også menneske. Dem er der ikke mange af. Så jeg håber, hun løfter sløret for, at hun starter et nyt parti. Så får hun helt afgjort min stemme,« siger han.

Men Ib Stanley og alle andre må altså vente i spænding på et svar. I hvert fald lidt endnu.

Inger Støjberg vil nemlig hverken be- eller afkræfte, om hun kommer til at stifte et nyt parti, men hun lover, at der snart vil komme en melding.

»Der varer ikke år og dage, før jeg kan løfte sløret,« siger hun.

Og bliver der et nyt parti, er mange selvfølgelig også nysgerrige på, hvem det så vil bestå af. Hun vil ikke komme med konkrete navne, men bekræfter, at hun har talt med »andre end sin hund« om den politiske fremtid.

Foto: Sarah Christine Nørgaard/BYRD.
Foto: Sarah Christine Nørgaard/BYRD.
Vis mere

En af dem er måske Kristian Thulesen Dahl (DF), som også er mødt op til festen.

»Jeg er her for at vise min opbakning til Inger, og det er jo glædeligt at se, at jeg langtfra er den eneste,« siger han.

Efter torsdagens fest skal Kristian Thulesen Dahl sammen med Inger Støjberg rundt i landet og tale for et »nej« til afstemningen om forsvarsforbeholdet.

Om det betyder, at han ser sig selv som en del af et fremtidigt parti med Inger Støjberg i spidsen, vil han ikke sige.

»Vi har en politisk flirt, og jeg håber, hun fortsætter i dansk politik. Gør hun det, så skal vi jo alle sammen tage stilling til, hvad det betyder, siger han og fortsætter:

»Og det er jo ingen hemmelighed, at vi har nogle interne problemer i Dansk Folkeparti.«

Ud over den tidligere partiformand er flere andre politikere dukket op til festen. Blandt andre Pernille Vermund (NB) og Liselott Blixt.

Men langt de fleste er altså støtterne uden for den politiske verden.

Mennesker som Ib Stanley og Per Skaftved, der lyser op i mængden med sin 'Make America Great Again'-kasket og sorte træsko.

»Inger gør bare rigtig mange gode ting, så vi støtter hendes fond hver måned,« siger han.

Til spørgsmålet om, hvad hun gør, der er så godt, er svaret blandt andet: »Det med de pædofile mænd, som kommer her til landet.«

Det synspunkt er han langtfra ene om på Visborggaard Slot. Heller ikke selv om en rigsret har afsagt en dom, der sendte Støjberg 60 dage i fodlænke for ulovligt at tvangsadskille mindreårige asylpar.